Claus laver vegansk is: Da hans børn smagte det ændrede alt sig

Han anede ikke, hvad en veganer var, da han kastede sig over projektet

- Vendepunktet kom for alvor, da jeg tog en vegansk is med hjem til mine børn og lod dem smage den, fortæller Claus Sørensen. Foto: Henrik Kongsgaard

- Vendepunktet kom for alvor, da jeg tog en vegansk is med hjem til mine børn og lod dem smage den, fortæller Claus Sørensen. Foto: Henrik Kongsgaard

Direktøren for det veganske Ismejeriet Thy, Claus Sørensen, havde absolut ingen planer om nogensinde at lave is uden fløde, da han for nogle år siden begyndte i branchen.

Han drev to tankstationer og et cateringkøkken i Thisted, og køkkenet lavede mad til tankstationerne og en håndrørt, helt traditionel flødeis i forholdsvis små mængder.

- Så mødte jeg omkring begyndelsen af 2017 Christian Munk, som jeg havde gået i skole med og ikke set i 18 år. Han var blevet direktør for fødevarekoncernen Dragsbæk, og jeg fortalte ham, at jeg gik med en drøm om at lave min egen isfabrik, siger Claus Sørensen til Food Supply.

- Han spurgte, om jeg kunne lave vegansk is. Jeg anede ikke, hvad en veganer er - dengang brugte jeg fløde og æg i alt. Men det endte med, at jeg lavede en test til dem med havre og mandel, og veganerne var imponeret, husker Claus Sørensen.

Dermed var han pludselig is-leverandør til Naturli' Foods, og selv om han i begyndelsen også lavede traditionel is, tog den veganske produktion mere og mere over. Cateringkøkkenet blev erstattet af udelukkende isproduktion, og Claus Sørensen finpudsede sine is-opskrifter.

Den dag ændrede alt sig

- Vendepunktet kom for alvor, da jeg tog en vegansk is med hjem til mine børn og lod dem smage den. De troede, at det var flødeis og sagde, at "den smager altså bare bedre end vegansk is". Den dag ændrede alt sig - det var i marts 2019, og da besluttede jeg at lægge mælken helt væk, fortæller thyboen.

Han blev på den baggrund overbevist om, at han og Dragsbæk skulle bygge en stor, plantebaseret isfabrik til afløsning for det tidligere cateringkøkken.

- Det var plan A, og der er ikke nogen plan B, for den er der ikke brug for, siger Claus Sørensen med stor overbevisning.

- Vi er de eneste i Danmark, der kan lave vegansk is helt uden spor af mælk og æg. Alle de andre isproducenter i landet kan ikke gøre det uden de spor, for de producerer jo flødeis samme sted. Det er en af grundene til, at vi kommer til at stikke helt af på den plantebaserede vej, tilføjer han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.