Svømning

Denne lille idrætsgren hitter blandt de små: - Jeg vil være den bedste

Thisted Kunstsvømmeklub udvider med endnu et hold for de helt små, som gør dem til Danmarks største klub.

Omkring 20 børn er klar til hver tirsdag at give den gas til Mini Kunst i Thisted. 
Omkring 20 børn er klar til hver tirsdag at give den gas til Mini Kunst i Thisted.  Foto: Bo Lehm

Opdateret 20. august 2023 kl. 11:17

"Because I'm happy" brøler ud af højtaleren. Der er bølgegang i bassinet. Otte piger i alderen fire til otte år snurrer rundt til musikken. Det er svært at skelne dem fra hinanden, men de adskiller sig ved at have badedragter og dykkerbriller i alle regnbuens farver. 

- Alle op til kanten, råber Mette Korsholm, instruktør og stifter af Mini Kunst.

På rad og række står pigerne og rocker til musikken. Der høres et plask efterfulgt af hyl. Det er en del af koreografien. Ved start skal børnene stå ved kanten, inden de hopper i vandet nogenlunde synkront. 

- Det handler om, at børnene skal lære igennem leg og musik, så det behøver ikke at være perfekt, fortæller Mette Korsholm.

Mini kunst

 Thisted Kunstsvømmeklub er en af Danmarks førende klubber, og muligvis også den største klub med de nyopstartede Mini Kunst hold. Her kan børn helt ned til fire års alderen få et indblik i sporten. 

Indtil for seks år siden blev sporten kaldet synkronsvømning, men i sommeren 2017, efter VM, blev det vedtaget, at sporten skulle skifte navn til kunstsvømning.

17-årige Mette Korsholm har selv været kunstsvømmer i mange år. Hun valgte for et par år siden at stoppe, men glæden for sporten er ikke forsvundet.

- Jeg ville ønske, at der havde været sådan et hold, da jeg startede. Et hold hvor man lærer alt det sjove og ikke starter ud med hård disciplin. Det skal nok komme, fortæller hun.

For et år siden valgte Mette Korsholm derfor at starte Mini Kunst. I starten var der kun tre tilmeldte, men antallet er vokset støt. I dag er der to hold med 10-12 børn på hvert. 

Efter succesen med Mini Kunst er Mette Korsholm klar til at tage idéen med videre:

- Jeg skal mødes med de andre klubber i Danmark og fortælle om Mini Kunst, og så skal jeg have kontakt til Dansk Svømmeunion, så det forhåbentligt kan komme ud på landsplan, siger hun. 

Tre kvarter fyldt med grin, dans og leg i Thy Hallen. Foto: Bo Lehm

Dans og leg

- Det er virkelig sjovt at danse i vandet, fortæller Julie. 

For Julie og halvdelen af holdet er det første gang, at de er til Mini Kunst, og fælles for børnene er, at de elsker kombinationen af musik, dans og vand. 

- Så er der stopdans, råber Mette Korsholm. 

Hvin og plask høres. Børnene fiser rundt i vandet, kravler op på kanterne, hopper ned og dykker, danser og synger. Det resulterer i at adskillige ikke klarer første runde, men der høres ingen klager. Nu er det bare fri leg. 

Selvom der er plads til sjov og spas, så lærer børnene også noget.

- De elsker, når vi siger, at vi skal lære noget svært. Så er de bare klar. De lærer for eksempel at holde vejret ved at dykke efter ringe, fortæller Mette Korsholm.

Der høres også en gang i mellem klager:

- Det er bare super hårdt, siger en af børnene. 

Her er Mette hurtig til at gribe dem:

- I er så gode, siger hun mens, barnet får en high five. 

- Det er virkelig sjovt at danse i vandet, fortæller Julie. Foto: Bo Lehm

Fange børnene i en tidlig alder 

Selvom Mini Kunst primært handler om leg, så er der også en mening med det:

- Hvis vi kan fange dem som helt små, så kan de allerede komme videre på begynderholdet, når de er seks år gamle. Efter Mini Kunst vil de have bedre forudsætninger for at lære kunstsvømning hurtigere, fortæller Mette Korsholm. 

- Kunstsvømning er en forholdsvis lille sportsgren, så det er også et forsøg på at få sporten til at vokse, fortæller hun.

Når børnene kommer videre på begynderholdet starter den egentlige kunstsvømmetræning, hvor de også får mulighed for at kunne deltage i konkurrencer. 

Mini Kunst deltager ikke i konkurrencer, men de har været med til nogle af klubbens opvisninger. 

-  Da vi havde vores sommeropvisning med Danmarks bedste kunstsvømmere, sagde en af børnene "Jeg skal være elitesvømmer. Jeg skal være den bedste", og nu har hun fået vildt meget blod på tanden og glæder sig til at rykke videre. Det er virkelig fedt, fortæller Mette Korsholm. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden