Sport

Foreningslivet i Thy er kortlagt: Denne klub har flest medlemmer

Idrætsforeningerne i Thisted Kommune havde i 2022 tilsammen 20.667 medlemmer - 0,7 pct. færre end i 2021

Svømning er sammen med håndbold blandt de idrætsgrene i Thisted Kommune, som er i fremgang.
Svømning er sammen med håndbold blandt de idrætsgrene i Thisted Kommune, som er i fremgang. Privatfoto Hans Ravn

THISTED: Idrætsforeningerne i Thisted Kommune får flere medlemmer i de unge årgange og blandt de ældre over 70 år. Til gengæld taber de medlemmer blandt de 13 til 18-årige og de 25-59-årige. Fodbold er den suverænt største sportsgren i kommune. 3000 dyrker den sport, men den største idrætsforening er Thisted Gymnastik og Idrætskultur med lige under 1200 medlemmer i 2022.

Tallene fremgår af en opgørelse over udviklingen i medlemstal i de enkelte idrætsforeninger og idrætsgrene i Thisted Kommune, hvor idrætsforeningerne i 2022 tilsammen havde 20.667 medlemmer ifølge de officielle medlemstal. Foreningernes samlede medlemstal faldt med 0,7 procent fra 2021 til 2022, fremgår det af en redegørelse til kommunens sundheds-, kultur- og fritidsudvalg.

Top 10 over idrætsforeninger og idrætsgrene

De 10 største idrætsforeninger i Thisted Kommune i 2022 var (cirka-medlemstal):

Thisted Gymnastik og Idrætskultur, 1150, Nordvestjysk Golfklub, 975, Snedsted GIF, 925 medlemmer, Thisted Fodbold Club, 850, Thisted Svømmeklub, 775, Thisted Vægttræningsforening, 675, Thy Wakeboard, 550, Thisted Idrætsklub Håndboldafd., 525, Thy Boxen, 425, Hanstholm Idrætsforening, 375.

De 10 største idrætter i kommunen målt på antal udøvere i cirka-tal:

Fodbold: 3000, Gymnastik: 2250, Fitness: 1500, Svømning: 1400, Golf: 1300, Håndbold: 1200, Ridning: 900, Styrkeløft: 750, Skydning: 750, Badminton: 750. 

Tallene viser, at der igen er fremgang i medlemstallet hos de indendørs idrætsgrene som svømning og håndbold. Det sker efter at mange indendørs idrætter var udfordret af corona-restriktioner og nedlukninger i 2020 og 2021, hvor der var bedre mulighed for at dyrke udendørs idræt.

Blandt de idrætsgrene, som igen har fremgang, er svømning og håndbold, men også fodbold viste i 2022 fremgang efter at have haft vigende tilslutning i forhold til 2017, hvor mere end 3000 dyrkede sporten. 

I perioden fra 2017 til 2021 faldt medlemstallet i kommunens håndboldklubber fra 1489 til 1023. Det svarer til tendensen på landsplan. I 2022 fik håndboldklubberne en samlet tilgang på 150 medlemmer til i alt 1173 medlemmer. En tilsvarende medlemsfremgang gør sig gældende på landsplan.

Der er stadig vilje til at lave frivilligt foreningsarbejde, men det er på en anden måde end tidligere, siger Torben Overgaard (K) Arkivfoto: Bo Lehm

På baggrund af tallene er konklusionen, at kommunens idrætsforeninger står stærk og at udgangspunktet for videre udvikling og samarbejde er rigtig godt.

Frivillighed i forandring

Torben Overgaard (K), formand for sundheds-, kultur og fritidsudvalget, er enig i konklusionen.

- Jeg tror, der er grund til optimisme for de kommende år. Vi er i et område med en stærk frivillighedskultur, men vi ved også, at mange foreninger slås med at få frivillige til deres bestyrelser, siger Torben Overgaard.

Udvalgsformanden forklarer, at der netop med den problemstilling for øje er sat et arbejde i gang i kommunens fritidsafdeling med sigte på at finde løsninger på den udfordring.

- Det er en vigtig dagsorden, siger Torben Overgaard som selv har erfaret, at der ikke mangler vilje til at gøre en frivillig indsats i idrættens foreninger. Indsatsen er bare anderledes end tidligere.

- Flere er tilbageholdende med at binde sig for to år i en bestyrelse, men vil til gengæld gerne hjælpe med at løse afgrænsede opgaver i en kortere periode. Den udfordring, vi står med, er at finde løsninger, der tager højde for det. Det er et fokuspunkt ikke bare for vores fritidsafdeling, men over hele landet og i idrættens organisationer, siger udvalgsformanden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden