Grønt lys til nye færgelejer i Agger og Thyborøn
Thyborøn-Agger Færgefart indgår aftale med virksomheden Ivan Jakobsen A/S - efter at kommunerne har godkendt forhøjet projektsum
THYBORØN-AGGER: Allerede i sommeren 2015 besluttede kommunalbestyrelserne i Thisted og lemvig kommuner at godkende Thyborøn-Agger Færgefarts beslutning om at bygge en ny færge og nye færgelejer, idet kommunerne garanterer for lånene til projektet.
Det oprindelige budget lød på 93 mio. kr., men nu har kommunerne godkendt en udvidelse af projektsummen på op til 107 mio. kr.
På den baggrund har Thyborøn-Agger Færgefart besluttet at indgå aftale med virksomheden Ivan Jakobsen A/S efter EU-udbud om byggeriet af de nye færgelejer til en samlet sum på 40 mio. kr.
I forvejen er der indgået kontrakt med Søby Værft om at bygge en helt ny hybridfærge.
Det fremgår af en pressemeddelelse, der er udsendt af bestyrelsen for Thyborøn-Agger Færgefart, hvis formand er borgmester Erik Flyvholm, Lemvig Kommune.
- Vi er glade for projektet, der sikrer den vigtige færgedrift ved Thyborøn-Agger i mange år fremadrettet, siger han.
Thyborøn-Agger færgen transporterer hvert år 7.000 lastbiler, 60.000 personbiler og 145.000 passagerer.
Formanden glæder sig over den grønne teknologi, som den nye færge repræsenterer.
- Vi får en ny topmoderne hybridfærge, som sikrer effektiv drift og fleksibilitet i forhold til den kommende teknologiudvikling, og som passer godt ind i den grønne profil for Thisted Kommune og Lemvig Kommune. Samtidig spares midler til udfordringer med sandaflejringer med de nye færgelejer, forklarer Erik Flyvholm.
Hybridfærgen kan medtage både flere lastbiler og passagerer.
Den nye færge forventes sat i drift i maj 2018.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.