Indstilling: Nu skal det være dyrere at få passet børn i Thy

Et stigende antal anbringelser får politikerne i Thy til at se på besparelser - og højere forældrebetaling - for SFO'erne

"Børn i børnehuset og skolens SFO har en alder, hvor havearbejde er spændende."
"Børn i børnehuset og skolens SFO har en alder, hvor havearbejde er spændende."

THY: Et stigende antal anbringelser af børn og unge i Thisted Kommune har fået bugettet til at skride, og  kort efter at kommunen har vedtaget budgettet for 2023 er politikerne derfor i gang med at finde besparelser.

Konsekvensen kan blive et dårligere tilbud for de børn, der går i fritidsordning på kommunens skoler, samtidig med at forældrebetalingen til SFO'erne står til at blive hævet med 100 kroner pr. måned.

Desuden er der lagt op til, at kommunen skal spare ved at lukke "tilbud" på skoleområdet, mens der på børne- og familieområdet er planer om at "nedlægge funktion" og "ændre indsatser". 

Hvad det er for et, eller flere, tilbud, der i givet fald skal nedlægges, og hvad der ligger bag de øvrige spareforslag - det ønsker hverken udvalgsformanden, Peter Larsen (V), eller Lars Sloth, direktør for børne- og familieforvaltningen, at udtale sig om.

Fra 12 til 21 anbringelser 

Antallet af anbringelser på opholdssteder er næsten fordoblet  - fra 12 til 21 - siden sommeren 2021. Det er hovedårsagen til, at 2022-budgettet for børne- og familieområdet indtil nu er overskredet med 19,5 mio. kr.

- Vi har ikke nogen forklaring på, hvorfor behovet for anbringelser stiger så meget. Men også i andre kommuner stikker det fuldstændig af, siger Peter Larsen.

Han understreger, at der er politisk enighed i kommunen om, at der ikke skal spares på dette område:

- Vi må ikke lade nogen børn blive, hvis vurderingen er, at det er bedre at de bliver anbragt.

Kommunalbestyrelsen har taget højde for, at der skal bruges flere penge til anbringelser, da budgettet for 2023 blev skruet sammen tidligere på efteråret. Budgettet på området blev forhøjet med knap 10 mio. kr. til 93,3 mio. kr. Men nu er forventningen, at der i 2023 bliver brug for 103,4 mio. kr. - hvilket svarer til det det beløb, som omkonstningerne til anbringelser ventes at ende på i 2022.

På sit møde forleden blev børne- og familieudvalget præsenteret på besparelser for i alt 6,7 mio. kr.

Det går altså blandt andet ud over SFO'erne, hvis tildeling af timer foreslås beskåret med cirka fem procent, samtidig med at forældrebetalingen skal hæves "hurtigst muligt". Tilsammen vil de to tiltag give 2,3 mio. kr. mere i kommunekassen, og i alt har udvalget sagt ja til budgetreduktioner for 5,2 mio. kr.

Forebyggelse

Peter Larsen er ikke bekymret for, at besparelsen på SFO får konsekvenser for børnenes velfærd. Og selv om børne- og familieafdelingen heller ikke går helt fri, tror han på, at der kan gøres mere for at undgå nye anbringelser i fremtiden:

- Der bliver arbejdet med muligheden for en styrke den forebyggende indsats, siger Peter Larsen.

Spareforslagene skal behandles af kommunalbestyrelsen 29. november, hvorefter BFU på det kommende møde - i begyndelsen af december - skal tage stilling til den endelige udmøntning af besparelserne.

Indstillingen blev vedtaget af et enigt BFU bortset fra Per Skovmose (K), der stemte imod med den begrundelse, at han ikke finder, at "tidspunktet for besparelser er det rigtige".

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden