Jordskælv

Jordskælv i havet ved Thyborøn kunne mærkes i Thy

Jordskælvet skete klokken 06.58 onsdag morgen

Den nærmeste målestation, der opfangede jordskælvet ud for Thyborøn, stod placeret her i Mønsted Kalkgruber, men skælvet var så stort, at det kunne måles over hele Danmark og også i vore nabolande. Arkivfoto

Den nærmeste målestation, der opfangede jordskælvet ud for Thyborøn, stod placeret her i Mønsted Kalkgruber, men skælvet var så stort, at det kunne måles over hele Danmark og også i vore nabolande. Arkivfoto

THY:Hvis du bor i Thy, og hvis du onsdag morgen følte, at du kunne mærke jorden ryste under dig, så er det ganske vist. Der var klokken 06.58 et jordskælv ud for kysten nær Thyborøn, der kunne mærkes flere steder i Thy.

Det oplyser GEUS - De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland på sin hjemmeside

Registreringen af jordskælvet skete fra den nærmeste målestation i Mønsted Kalkgrube.

Jordskælvet målte 3,4 på den lokale Richterskala, hvilket er forholdsvis stort for Danmark, og det kunne mærkes lokalt i Thy.

- Det er et af de halvstore jordskælv efter danske forhold. Vi har masse af mindre jordskælv i Danmark, som der ikke er nogen, der kan mærke udover vores fine måleinstrumenter. Men med nogle få års mellemrum er vi så heldige at have nogle jordskælv, der er kraftige nok til, at rystelserne kan mærkes af lokalbefolkningen, der hvor de sker, fortæller seniorfosker ved GEUS, Tine B. Larsen.

Hun understreger, at når hun bruger udtrykket "heldig", så er det ud fra et forskersynspunkt - en spændende oplevelse, at prøæve at mærke de rystelser der sker ved et jordskælv. Og at der heldigvis aldrig er sket personskade ved jordskælv, der er registreret siden man begyndte at registrere jordskælvene i 1930.

- Og Thy er faktisk et af de steder, hvor folk er mest vant til at mærke jordskælvene, fordi det er et af de områder i Danmark, hvor der er størst aktivitet, siger Tine B. Larsen.

I Danmark har GEUS et permanent netværk af seismografer, som måler rystelser 24 timer i døgnet i undegrunden. En af dem står i Mønsted Kalkgruber, som udmærker sig ved at være en særdeles hård undergrund, hvor måleudstyret står meget uforstyrret og solidt på grunden.

- Dette jordskælv er faktisk målt på hele det danske netværk og også i Nordtyskland og på seismografer i både Norge og Sverige, fortæller Tine B. Larsen.

Grafikken herunder viser samtlige jordskælv i Danmark, siden de første målinger i 1930.

Jordskælv


Grafik: Jordskælv
Kilde: De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland. Grafik: Jette Klokkerholm

Det største jordskælv, der er målt i Danmark skete ude i Kattegat i 1985. Her gav seismografen et udslag på 4,7 på den såkaldte Richterskala.

- Det er stadigvæk i den moderate ende af skalaen i forhold til mange af de store jordskælv ude i verden, men et nydeligt jordskælv efter danske forhold, siger seniorforskeren.

- Vi havde et jordskælv med epicenter ved Holstebro målt til 3,6 i 2018, som der også var rigtig mange mennesker, der kunne mærke. Så disse skælv sker med nogle års mellemrum. Omkring 1997-98 havde vi rigtig mange skælv i området ud for Thy, så dengang skete der virkelig noget i undergrunden der, oplyser seniorforskeren.

GEUS har allerede fået rigtig mange henvendelser fra folk, der har kunnet mærke skælvet.

- Og det er vi utroligt glade for. Vi bruger oplysningerne til at fastslå, hvor stort et område skælvet har kunnet mærkes. Det kan vi så sammenligne med tidligere jordskælv og fastslå, hvor stor aktiviteten er i undergrunden og finde ud af, hvor rystelser synes at blive stærkere og hvor de synes at blive dæmpet, forklarer seniorforskeren.

Og de oplysninger indgår faktisk i større bygge- og anlægsprojekter, så der bliver taget højde for mulige rystelser i f.eks. styrken af et byggeri eller et vejanlæg.

- Hvis nogen skal bygge en fabrik, der kræver, at der absolut ikke er nogen rystelser i undergrunden, så kan vore oplysninger indgå i et sådant projekt. Det gælder f.eks også, når der skal bygges store broer, fortæller Tine B. Larsen.

Det var et boom af indberetninger fra folk i Thyområdet via GEUS hjemmeside, der gjorde folkene på GEUS opmærksomme på, at der var sket noget i undergrunden i Thy.

De mange indberetninger samles og bruges til at sammenligne med tidligere tiders jordskælv. Blandt andet også skælv fra før 1930, hvor der ikke blev foretaget målinger, men hvor skælvene kun har været omtalt i medier eller af præsters indberetninger om, hvordan dennes menighed har oplevet skælvet.

- Så kan vi ud fra de historiske beretninger tegne kort med intensiteten af jordskælvene, oplyser Tine B. Larsen.

Danmark ligger ikke på en af de store forkastninger mellem jordklodens plader.

- Den nærmeste pladegrænse ligger ude midt i Atlanterhavet. Men det er den, der er skyld i at vi får de små skælv herinde ved Danmark. Vi er udsat for et skub derude fra, og ud for Thyborøn har vi en lille forkastning, og skælvene her er også et udslag af de større skælv ved de store forkastninger, forklarer Tine B. Larsen.

GEUS har allerede modtaget flere indberetninger fra borgere, der kunne mærke rystelserne, og forskerne opfordrer alle borgere, der har mærket jordskælvet, til at udfylde en indberetning. Det kan gøres her.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.