Lederskift i folkeskolen: "Der har været en bakketop"
Men Mors er ikke hårdere ramt end andre kommuner, siger chef for skole og dagtilbud
MORS: 2022 har været et travlt år for ansættelsesudvalgene i Morsø Kommunes skolevæsen. Tre af kommunens fire folkeskoler har fået nye ledere, samtidig med at der også har været flere udskiftninger på souschefniveauet.
Ifølge Michael Dahlgaard, chef for skole og dagtilbud i Morsø Kommune, er Mors dog generelt ikke hårdere ramt end andre kommuner, hvad angår jobskift på ledelsesniveau. Men han erkender, at der har været "en bakketop".
- Den bakketop kan jeg godt få øje på. Men jeg kan også få øje på en masse gode forklaringer på, hvorfor den har været der. Det handler tit og ofte om ledernes egne vurderinger af, hvor de er henne i deres liv og hvilke opgaver de gerne vil løse, siger han.
Sammen med skolelederen på Sydmors Skole i Vils skal Michael Dahlgaard nu lave et stillingsopslag for en ny viceleder til skolen. Både denne stilling og stillingen som skoleleder blev nybesat ved skoleårets start, efter at de hidtidige ledere i begyndelsen af 2022 fratrådte med en måneds mellemrum.
Nu har den nye viceskoleleder på Sydmors Skole, Morten Ahle, imidlertid sagt op efter den tre måneders prøveperiode.
Morten Ahle kom fra et job som viceskoleleder på en efterskole. Han fortæller, at skiftet til en folkeskole viste sig at være en større forandring, end han forudså:
- Sydmors Skole er en super god skole - et fedt sted med nogle gode folk. Men det er en anden verden, end den jeg kom fra, siger han.
Selv om han ikke umiddelbart har et nyt job i kikkerten, var det helt hans egen beslutning at sige farvel til skolen efter kun tre måneder, understreger Morten Ahle. Og det bekræftes af Michael Dahlgaard.
Ud over Sydmors Skole har også M. C. Holms Skole i Nykøbing fået ny leder. Efter to år i stillingen fratrådte skoleleder René Bojsen i foråret til fordel for et skolelederjob i Holbæk Kommune.
Ny leder for M. C. Holms Skole er den hidtidige skoleleder på Øster Jølby Skole, Line Rask Abildgaard. Derfor har Morsø Kommune senest søgt en ny skoleleder til Øster Jølby. Men det endte med, at stillinen blev besat internt på skolen - nemlig af Elin Toft, der kom fra et job som viceleder på skolen.
Dermed er der altså endnu et stillingsopslag undervejs, når denne stilling som viceskoleleder i Øster Jølby skal genbesættes.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.