Nu samler Vorupør ind til tyske drenges familier
Håbet er, at de efterladtes søskende og forældre kan lave noget, når sommerens ulykke kommer lidt på afstand
Opdateret kl. 19:37
Selvom det er to måneder siden, at to tyske drenge mistede livet under leg i klitterne ved Vorupør, er ulykken ikke glemt blandt de lokale.
Derfor er der nu sat en indsamling i gang på sociale medier og Mobilepay, der skal hjælpe de efterladte familier.
En af de fire initiativtagere til indsamlingen er Louise Lindgaard Johansen. Hun er også er formand for borgerforeningen - men indsamlingen er hun med i som privatperson.
- Vi ved godt, at børnene ikke kommer tilbage. Og uanset hvor meget vi indsamler, så forsvinder familiernes sorg ikke. Men jeg tænker også på de søskende, der er havnet i det her. De har også brug for deres forældre, og derfor er mit håb, at vi kan give familierne mulighed for at lave noget på et tidspunkt, siger hun.
Louise Lindgaard Johansen fortæller, at det er fire privatpersoner, der er gået sammen og blandt andet har kontaktet de tyske familier og søgt Civilstyrelsen om tilladelse til at lave en indsamling.
- Det har taget noget tid, men vi har følt, at mange i byen har haft behov for at tilkendegive deres støtte til familierne.
- Vi har et godt fællesskab i byen, og vi er glade for turisterne - de er nærmest med i vores fællesskab. Når én i byen dør, bliver der ofte samlet ind, og det synes vi også, at vi ville gøre i denne situation. Der har været et behov for at vise medfølelse, også selvom det ikke er nogen, vi kender personligt, siger hun.
Vil ikke være anmassende
De to drenge var henholdsvis ni og 12 år, da ulykken skete 25. august. De blev begravet i et sandskred, da en klit styrtede sammen omkring dem.
Efter omkring 40 minutter lykkedes det at grave dem ud, hvorefter de blev fløjet til Aarhus Universitetshospital. Tre dage senere kom meddelelsen om, at de to drenge ikke overlevede.
Drengene var begge tyske statsborgere fra München-området. De var på ferie i Vorupør sammen med deres familier.
- De fleste kan sikkert sætte sig ind situationen. Hvordan det må være at tage på ferie med børn, og så komme hjem uden, siger Louise Lindgaard Johansen.
De fire frivillige spurgte i første omgang de to berørte familier, inden de satte gang i indsamlingen.
- Vi vil ikke være anmassende i deres sorg.
- Og vi kender heller ikke deres økonomiske situation, men vores håb er, at de efterladte søskende og forældrene kan lave noget sammen, når det hele kommer lidt på afstand, siger Louise Lindgaard Johansen, der fortæller, at der sat forventninger om, hvor meget der kan indsamles, men at der er oprettet to konti på Mobilepay, da beløbsgrænsen er 30.000 kroner.
Kommer op igen
Selvom flagene i Vorupør gled på halv i hele byen, da meddelelsen om drengenes død kom ud, og der har været mindehøjtidelighed på stranden, så er ulykken ikke glemt, forklarer Louise Lindgaard Johansen.
- Jeg tror faktisk, at ulykken og de efterfølgende dage kommer frem i tankerne i de kommende uger. Hen over sommeren har der været turister og mange aktiviteter. Men når efterårsferien er ovre, kommer der ro på, og det næste stykke tid så får vi lokale tid til at snakke sammen om, hvordan vi oplevede situationen - og de efterfølgende dage.
- Mange var jo indblandet eller tæt på, så mange kan tale med om, hvordan de oplevede dagen sidst i august, når der bliver mere stille i byen, siger hun.
Indsamlingen til de efterladte familier foregår på Mobilepay og løber frem til 1. december. Herefter bliver pengene ligeligt delt mellem de to familier.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.