Plan for ny butik til debat: Oplæg i to ugers høring
Rema 1000 vil bygge sin butik nummer to i Thisted på Østerbakken - nu har kommunalbestyrelsen sendt debatoplæg i to ugers høring
Opdateret kl. 18:08
THISTED: Første skridt på vejen mod at realisere Rama 1000's plan om at opføre en ny dagligvareforretning på Østerbakken i Thisted er nu taget.
Det skete, da Thisted Kommunalbestyrelse tirsdag besluttede at starte planprocessen for projektet ved at godkende en to uger lang offentlig høring af et debatoplæg om byggeriet. Høringen gennemføres fra 1. til 15. september.
Kommunalbestyrelsen traf beslutningen på et møde, der med borgmester Niels Jørgen Pedersens ord blev afviklet på "gammeldags manér".
Dette sagt med tanke for, at ugens møde i kommunalbestyrelsen ikke, som det har været tilfældet gennem efterhånden en lang årrække, blev live-streamet og at kommunalbestyrelsens medlemmer måtte række fingeren i vejret, hvis de ville have ordet - og at de, hvis det blev nødvendigt at stemme om en sag, måtte rejse sig op.
Årsagen til den anderledes afvikling af mødet er, at kommunens kontrakt på live streaming af møderne er udløbet - og at en ny kontrakt skal i udbud.
Kommunalbestyrelsens tilbagevenden til den gammeldags mødeafvikling fik dog ingen betydning for at gennemføre ugens møde, som blev afviklet på et kvarters tid - inklusive den sang, der altid indleder møderne. Det var også under sangen, de fleste lod deres røst høre, for ingen af dagsordenens punkter gav anledning til hverken debat eller afstemning.
I sagen om Rema 1000-byggeriet havde Jens Otto Madsen, EL, en enkelt kommentar. Han havde efter samtaler med borgere fået indtryk af, at byggeriet ville efterlade et "ordentligt hul" på Østerbakken, fordi fire eksisterende ejendomme skal rives ned for at give plads til den nye forretning. Det sker efter aftale med beboerne.
- Men det er flotte huse, sagde Jens Otto Madsen og tilføjede, at hans råd havde været, at indgive høringssvar, hvis byggeplanerne giver anledning til det.
Stephan Sørensen, udviklingschef i Rema 1000, har tidligere oplyst til Nordjyske, at han forventer, det vil tage seks til ni måner at få plangrundlaget for den nye forretning på plads, og at han, såfremt der ligger en godkendt lokalplan i foråret 2023, regner med at den nye, 1200 kvadratmeter store dagligvarebutik kan være klar til åbning i 2024. Den nye forretning bliver kædens anden i Thisted.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.