Risiko for PFAS: Udbud af arealer til afgræsning gav et overraskende resultat
- På forhånd havde jeg forventet, at der nok kom lidt færre og lidt lavere bud end normalt, siger chefkonsulent fra Naturstyrelsen
THY-JAMMERBUGT: Chefkonsulent Claus Rasmussen fra Naturstyrelsen Thy indrømmer gerne, at hvis man havde spurgt ham i fredags, inden fristen for at byde på syv naturarealer til afgræsning udløb, så ville han have svaret, at der nok ville komme lidt færre og lidt lavere bud denne gang.
I år kom Naturstyrelsen nemlig med en særlig advarsel i udbudsannoncerne: "Det er sandsynligt, at der kan være forhøjet koncentration af PFAS i græs og/eller vand på arealet".
Alligevel gik det stik modsat.
- Generelt har jeg fået flere bud end normalt, faktisk flere end jeg havde forventet, siger han og fortsætter:
- Størrelsen af buddene er også gået i vejret. Det havde jeg heller ikke regnet med. Jeg havde nok nærmere forventet at få lidt færre bud end normalt.
De syv arealer, som har været annonceret til bortforpagtning i år, udgør sammenlagt godt 300 hektar. Alle arealerne ligger kystnært. Det drejer sig om 187 hektar nord for Vullum Sø, 40 hektar ved Ellidsbøl/Valbjerg i kanten af Vester Torup Klitplantage, 38 hektar på Buksør Odde, 17 hektar ved Lodbjerg, ni hektar ved Tvorup Hul, seks hektar ved Tissingvig og seks hektar ved Sårup Vest.
Claus Rasmussen oplyser, at der er kommet bud på alle områderne.
- Der er flest bud på de store arealer, for eksempel Vullum, og det samme gør sig gældende med Ellidsbøl. Folk vil gerne have nogle store arealer, konstaterer han.
Chefkonsulenten glæder sig ikke alene over, at der er kommet mange og gode bud. Han er også glad for at se, at der er kommet bud fra folk, som ikke tidligere har haft dyr til at afgræsse Naturstyrelsens arealer.
- Det glæder mig i den grad. Det primære for os er at få arealerne plejet af hensyn til biodiversiteten, så at der er nogle, der vil hjælpe os med det, er rigtig godt, fastslår han.
Claus Rasmussen har ikke nogen åbenlys forklaring på, hvorfor interessen for at byde på arealer til afgræsning er større end sædvanligt denne gang, trods risikoen for at kreaturerne optager PFAS fra græsset og i så fald ikke umiddelbart kan sælges til slagtning.
Chefkonsulenten oplyser, at forpagterne gennemsnitligt betaler godt 1000 kroner pr. hektar for at have dyrene gående. Nogle af de gamle kontrakter er indgået til en pris, der ligger langt under den, der indgås aftaler for i dag. En kontrakt er femårig med mulighed for forlængelse i en ekstra periode, hvor prisen så reguleres efter markedspris.
Når en forpagter har lejet et areal til afgræsning af Naturstyrelsen, indkasserer vedkommende til gengæld selv det hektartilskud, der gives til naturpleje. Det vil for denne type afgræsning normalt ligge på cirka 2600 kroner pr. hektar.
- Det, der koster, er at have dyrene derude, og det, man tjener på, er tilskuddene, siger Anna Worm, teamleder for Natur hos landboforeningen Fjordland. Hun påpeger, at der er en del udgifter og meget arbejde forbundet med at have dyr gående som naturplejere.
- Der går jo meget tid med at køre ud og kigge til dyrene og sikre sig, at de har det godt. Og på naturarealer har man ikke den samme tilvækst på dyrene, siger hun.
Et område ved Skagen
Naturstyrelsen henviste i udbudsmaterialet til målinger for PFAS, som styrelsen fik foretaget i november på en lang række arealer langs den jyske vestkyst, og der blev også målt for PFAS i græs og vand flere steder langs Sjællands vestvendte kyst og enkelte steder i Østjylland. Der blev fundet PFAS over indikatorværdien i græsset i 60 af de 67 områder.
Fødevarestyrelsen tog blodprøver fra kreaturer, der har græsset i 40 af disse områder, og forleden kunne styrelsen oplyse, at der i seks af områderne er målt for høje mængder af de sundhedsskadelige flourstoffer i kreaturer, der har græsset i de områder. Disse dyr er nu sat under tilsyn.
Styrelsen oplyser nu over for Nordjyske, at et af de seks områder er Østerklit ved Skagen. Et andet områder er Sjællands Odde, mens de sidste fire områder fra den aktuelle kortlægning ligger på den jyske vestkyst syd for Agger Tange.
Allerede i 2022 blev der dog konstateret for høje mængder PFAS i blodprøver fra fire kreaturer, der havde græsset på Agger Tange. Denne flok må ikke slagtes, men er fortsat under tilsyn. Nye blodprøver fra februar 2023 viser ifølge Fødevarestyrelsen, at indholdet af PFAS fortsæt er højt i disse dyr.
- På baggrund af de seneste blodprøver har Fødevarestyrelsen estimeret, hvor lang tid der skal gå før, at PFAS indholdet i blod forventes at være faldet til et niveau, hvor der ikke er bekymring for fødevaresikkerheden. Der vil blive taget opfølgende blodprøver efter denne periode for at tjekke, om PFAS indholdet er faldet til et acceptabelt niveau. De sidste blodprøver forventes først at skulle tages næste år, da indholdet af PFAS i dyrene fra Agger tange lå meget højt, oplyser styrelsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.