Samlingssted forsvinder: Ikonisk brunt værtshus ringer med klokken for sidste omgang
Efter snart 23 år siger forpagter John Nielsen farvel til trofaste stamkunder for at tage sig tid til familien

Efter 23 år uden fridage er John Nielsen klar til at stoppe, men afskeden med de trofaste gæster bliver ikke nem, indrømmer han. Bo Lehm
THISTED:Straks du træder ind ad døren til Cafe Nytorv, slår cigaretrøgen dig i møde og lægger sig som en tynd dis, der snart siver ind i hår og tøj. En lugt, som vi i disse sundhedsoplyste tider har lært at rynke på næsen af, men som immervæk dufter umiskendeligt af minder om festlige aftner i venners lag.
De rødbrune vægge lukker sig om dig, så der selv her ved højlys dag er nærmest dunkelt herinde, og man bliver straks transporteret tilbage til en tid, der så småt er ved at forsvinde.
Her spiller jukeboxen tonerne til Vagn og Vagabondernes ”Hvide Sande”, der strømmer ud og blander sig med lydtæppet af stemmer og klirrende flasker.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Men om lidt bliver her stille. Forpagter John Nielsen stopper efter snart 23 år bag bardisken, og folk står ikke ligefrem i kø for at overtage driften af hans brune livsværk.
- Jeg har rundet de 60 år og kan ikke blive ved med at holde til det. 23 år er rigtig lang tid i sådan en hård branche, og mine børn har bedt mig stoppe, mens legen er god, siger John Nielsen, der stolt fortæller, at barnebarn nummer tre er på vej.
Cafe Nytorv har været et samlingssted for mange mennesker gennem årene, og derfor havde bartender Louise Pedersen og stamgæst Pia Andersen, som også for år tilbage stod bag baren, arrangeret en ordentlig afsked fredag eftermiddag.
- Jeg har kendt John i 45 år, og han er et godt menneske. Det er trist, men jeg forstår godt, at han er træt. Vi ville gerne give ham et sidste farvel, siger Pia Andersen.
For flere af de faste kunder er Cafe Nytorv ikke bare et værtshus; det er nerven i deres sociale liv. Et sted, hvor de kan komme i kontakt med andre mennesker, opdyrke venskaber og indgå i et fællesskab, forklarer Louise Pedersen:
- Der er mange fordomme, men det her er ikke bare et værtshus, hvor man kommer ned og drikker sig fuld. Vi har mange faste kunder, der kommer herned hver dag og drikker kaffe, mig selv inklusiv, og når vi lukker kommer der til at sidde rigtig mange tilbage, der bliver ensomme, siger hun.
John Nielsens børn var inviteret med til markeringen, der var samlet ind til gaver og som så ofte før i løbet af de mange år, der er gået, var Jens fra Hjardemål hyret ind til at skabe lidt festlig musik på en dag, der trods momentær tristhed skulle være en fejring.
- Jeg tager mange gode minder med mig videre. Der har været mange gode timer gennem årene, men jeg har jo aldrig haft en fridag i løbet af 22 år, siger John Nielsen, der ville have rundet sit 23-års jubilæum til februar.
- Det sværeste har været at sige farvel til de faste kunder, som er gået bort gennem årene. Det er blevet til ikke så få efterhånden, tilføjer han.
Nu vil John Nielsen tage den med ro og fokusere på familien. Han kan gå på efterløn, når han fylder 64 år, men hvad han skal få tiden til at gå med indtil da, har han ikke taget stilling til endnu.
Sidste åbningsdag på Cafe Nytorv er heller ikke lagt fast, men John Nielsen afstår lokalerne med udgangen af året.
Du skal med andre ord være hurtig, hvis du skal nå at få en ægte brun oplevelse på det ikoniske Thisted-værtshus, inden der bliver ringet med klokken for den uigenkaldeligt sidste omgang.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.