Se de historiske billeder: I dag er det 50 år siden, lejren kom til Thy
For præcis 50 år siden, lørdag 4. juli 1970, ankom der særtog fra København til Thisted med gæster til ”sommerfestivalen” - en dansk Woodstock. Den blev til Frøstruplejren eller Thylejren, og den er der endnu

- Jeg synes, det er nogle flinke unge mennesker, der er her i lejren. De ser anderledes ud end de fleste af os andre. Men det kan vel lige så godt være os, der er noget i vejen, lød det fra det lokale postbud til avisen dengang for 50 år siden. Foto: Grete Dahl
LANGVAD:Lørdag 4. juli 1970 var sat som den officielle åbningsdag for en sommerfestival tæt på Frøstrup i forlængelse af, at foreningen Det Ny Samfund i København tidligere på året havde købt Trægården i Langvad af forfatter Leo Kari.
På åbningsdagen kunne man læse i Thisted Dagblad for lørdag, at allerede fredag var tilstrømningen begyndt, men ”i aften ankommer særtoget fra København til Thisted”.
Dengang udkom avisen ikke om søndagen, men mandagsavisens forside var bl.a. prydet af et foto af kongeskibet ”Dannebrog” fra kongeparrets søndagsbesøg i Thisted og af to billeder fra ”sommerfestivalen” i Frøstrup. Et ballonskib fra København var landet med bl.a. Peter Duelund, der var talsmand for Det Ny Samfund, og den kendte håndboldspiller Palle Nielsen havde deltaget i en improviseret jamsession midt på lejrpladsen.
Pressefotograf Tage Jensen havde som altid haft travlt i weekenden. Kongebesøg var fyldigt dækket i mandagsavisen, men det var åbningen af Lejren, som den siden kom til at hedde lokalt, faktisk også. Ja, den ”sommerfestival”, der skulle være den danske Woodstock, er her så at sige endnu - i mange år omtvistet af og blandt myndigheder, men med særloven af 1995 kom der orden i sagerne.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Det tænkte ingen på 1970. Referenten fortæller lettere undrende, at der ingen officiel åbning med taler havde været af lejren: ”Man kom bare.” Og med de 300 fra særtoget lørdag aften nåede man så op på 500-600, idet ”200-300 var ”sivet ind” inden lørdag”.
Videre hed det, at på Thisted Banegård var flere hundred mennesker mødt op lørdag aften for at ”tage imod”, men ”ankomsten blev knap så festlig som ventet”, for DSB havde nedlagt forbud mod udsmykning, og den specielle festivalmelodi, beatgruppen Blue Sun havde komponeret blev ikke spillet. Antagelig, fordi gruppen var ”coxet ud”, da den havde spillet lang tid i toget.
De fleste var, fortalte avisen, trætte efter den lange togtur og slæbte straks deres habengut over til de ventende busser. Blandt habenguttet havde en del levende dyr. Det gjaldt også psykologistuderende Axel Gilbert-Jespersen. Han sadlede sin hest Caktus, der også havde været med toget for i ensom majestæt i vejsiden at ride ud til lejren, hvortil han ankom halvanden time senere end de øvrige:
- Jeg søger måske en ny livsopfattelse, ny miljømuligheder, og så er jeg naturligvis også kommet bare for at holde ferie blandt mennesker, jeg synes om, sagde han til avisen.
På festivalen mødte avisen også Aage Rosendal Nielsen, leder af NEC i Skyum - lokalt kendt som Æ Verdensuniversitet - som sad med et tæppe over sig uden for det telt, NEC og filmskolen i Kettrup havde lejet sig ind med for hele festivalperioden:
- Vi vil antagelig konstant have fire af vore folk med i lejren, og jeg tager første tørn, lød det fra Aage Rosendal, der så frem til mange ”positive diskussioner”, der skulle tjene til ”at få et hvilket som helst menneskeligt synspunkt frem”.
På området var også reservepostbud Thomas de Lasson fra Frøstrup:
- Jeg synes, det er nogle flinke unge mennesker, der er her i lejren. De ser anderledes ud end de fleste af os andre. Men det kan vel lige så godt være os, der er noget i vejen med, ikke? I hvert fald præger hjælpsomhed og venlighed dem, lød det fra posten, der allerede havde sin daglige gang i lejren - i tjenstligt ærinde.
Og mange beretninger viser da også, at Lejren længe havde et rimelig godt forhold til lokalbefolkningen, som langvejsfra nysgerrigt fulgte med i eksperimentet. Nogle var naturligvis forargede, men de fleste var nok mest nysgerrige, og en del unge var meget optaget af alt det ny, der gærede i tiden og nu pludselig var lige her.
Sidst på sommeren, da nogle aktivister fra lejren besatte Hjardemål Kirke, gik forholdet i stykker. Det blev aldrig helt det samme, fortælles der om i flere beretninger. Men det var der ej heller nogen, der tænkte på i starten af juli 1970.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.