Stor opgave venter: Nu skal der udpeges energizoner til grøn omstilling

Borgerinddragelse er vigtig, men vi kan næppe stille alle tilfredse, siger udvalgsformand Jens Kr. Yde (K) om den planproces, der skal føre til udpegning af de energizoner i Thisted Kommune, som er en vigtig forudsætning for fortsat grøn omstilling

Den fysiske placering af kommende biogasanlæg i Thisted Kommune kan være afgørende for udpegningen af fremtidige energizoner, hvor også vindmøller og solenergianlæg skal etableres. <i>Foto: Xergi</i>

Den fysiske placering af kommende biogasanlæg i Thisted Kommune kan være afgørende for udpegningen af fremtidige energizoner, hvor også vindmøller og solenergianlæg skal etableres. Foto: Xergi

THISTED:Inden udgangen af 2022 skal der i Thisted Kommune være udpeget minimum tre til fire lokaliteter, som kan gøres til genstand for den videre planlægning af energizoner.

I energizonerne skal der placeres de anlæg, biogas, vindmøller og solenergi, som i de kommende år frem mod 2030 skal bidrage dels til øget grøn omstilling, dels bidrage til at reducere udledningerne af CO2. Samtidig skal det med afsæt i kommuneplanen undersøges, hvor de kommende energizoner skal placeres, skal der foretages "et politisk fravalg og tilvalg af områder, hvor der ønskes en egentlig planlægning under hensyntagen til lokale forhold som befolkningsdensitet, landsskabsforhold mm.".

Det fremgår af det forslag til "Klimastrategi for Thy som Geografi", som kommunens udvalg for erhverv, klima, miljø og teknik i denne uge har indstillet til vedtagelse i kommunalbestyrelsen 30. maj. Med indstillingen lægges der samtidig op til., at processen for energizoner sættes i gang.

Når kommunalbestyrelsen om 14 dage har vedtaget klimastrategien, starter arbejdet med at lave handleplaner for den kommende proces for udpegning af energizonerne, siger Jens Kr. Yde (K). <i>Foto: Bo Lehm</i>

Når kommunalbestyrelsen om 14 dage har vedtaget klimastrategien, starter arbejdet med at lave handleplaner for den kommende proces for udpegning af energizonerne, siger Jens Kr. Yde (K). Foto: Bo Lehm

- Nu er det synliggjort, at vi står foran at løse en opgave, som kan være besværlig. Både politisk og lokalt i forhold til områder, hvor de kommende energizoner udpeges, siger udvalgsformand Jens Kr. Yde (K).

Han tilføjer, at uanset udsigten til de besværligheder, som det vil kræve en høj grad af optimisme at tro, der kan styres udenom, er det en bunden opgave, der skal løses.

- Retningslinjerne er udstukket fra Christiansborg, siger Jens Kr. Yde.

Under de senere måneders debat om mulighederne for dels at opnå mindre afhængighed af fossile brændsler, herunder russisk gas, dels opnå en højere grand af energiforsyning fra grønne energikilder, er det fremgået, at der i befolkningen er en stigende forståelse for nødvendigheden af denne omstilling og af, at det vil kræve udbygning med vind- og solenergi samt biogas.

- Det er klart fremhævet, at borgerinddragelse er en vigtig del af den proces, og selv om vi næppe kan stille alle tilfredse, så skal vi arbejde med størst mulig borgerinddragelse i den proces, der starter nu, siger Jens Kr. Yde.

Udvalgsformanden tilføjer, at der endnu ikke er taget stilling til den fysiske placering af de fremtidige energizoner, men, siger han, det vil være naturligt at etablere dem omkring fremtidige biogasanlæg.

- Når kommunalbestyrelsen om 14 dage har vedtaget klimastrategien, starter arbejdet med at lave handleplaner for den kommende proces for udpegning af energizonerne. I kraft af det arbejde, som allerede er udført i Klimaalliancen Thy, er vi langt i forarbejdet og i en proces, der følges opmærksomt fra den øvrige del af landet, fordi vi i Thisted Kommune er nået langt allerede. Der er fokus på den proces, vi nu starter, siger Jens Kr. Yde.

- Vi står med en udfordring, men om den er større end tidligere store planopgaver, ved jeg ikke. I forbindelse med vindmølleplanlægningen har vi også oplevet udfordringer, men jeg håber, at der nu er større forståelse for nødvendigheden af det arbejde, der nu skal starte, siger Jens Kr. Yde.

En af klimastrategiens målsætninger er, at Thisted Kommune er udledningsneutral i 2050 og at kommunen i 2030 har reduceret udledningerne af CO2 med 70 procent i forhold til niveauet i 1990. En anden målsætning er, at  Thisted Kommune aktivt skal "inddrage borgere og andre aktører i den grønne omstilling og facilitere dannelsen af relevante fællesskaber, der kan være med til at drive den grønne omstilling".

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden