Svømmer fra Thisted er udtaget til de Paralympiske Lege

Amalie Vinther er klar til den internationale konkurrence for tredje gang

24-årige Amalie Vinther er netop blevet udtaget til de Paralympiske Lege i Tokyo i 2021. Arkivfoto: Bo Lehm

24-årige Amalie Vinther er netop blevet udtaget til de Paralympiske Lege i Tokyo i 2021. Arkivfoto: Bo Lehm

24-årige Amalie Vinther er netop blevet udtaget til de Paralympiske Lege i Tokyo i 2021. Det skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.

- Jeg var kun 16 år, da jeg deltog for første gang til PL i 2012. I dag er jeg blevet voksen og mere erfaren. Jeg kender gamet, så alderen kommer mig til gode, siger Amalie Vinther i pressemeddelelsen.

Hun bor og træner i Aarhus, men kommer oprindeligt fra Thisted.

Erfaringen fra de to forrige Paralympiske Lege i London 2012 og Rio 2016 håber hun at kunne drage nytte af i Tokyo.

- Jeg ved, hvordan jeg skal styre nerverne og hvordan det hele fungerer. Både i hallen og i den paralympiske by. Og så er jeg blevet mere bevidst om min egen krop i forskellige situationer. Det betyder at jeg kan være 100 procent på, når jeg står på skamlen og skal hoppe i, siger den 24-årige svømmer, der har spastiske lammelser i højre side.

Går efter top fem

Hun går efter en plads i top fem, men drømmer om medalje i favoritdisciplinen 400 m fri.

Også hos DIF, Danmarks Idrætsforbund, der er ansvarlig for den danske delegation til Paralympiske Lege, vækker det begejstring, at Amalie Vinther skal med igen.

- Jeg er imponeret over, at hun har kunnet blive på så højt et niveau i så mange år i træk. Vi er rigtig glade for at have hende med på holdet, og det betyder meget at have en med, der kan dele ud af sin erfaring. Hun ved, hvad det vil sige at være til PL – både fysisk og mentalt. Det er en stor styrke, udtaler Nicklas Bjaaland, der er DIF’s PL chef de mission.

Ifølge pressemeddelelsen er det første gang, at DIF står for den danske delegation, og arbejdet med at optimere Danmarks deltagelse til de Paralympiske Lege i Tokyo sker i tæt samarbejde med Parasport Danmark og Team Danmark.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.