Svømmere i topform: Nordjysk klub har nu tre på det danske landshold. Og én på det østrigske
En guldmedalje og masser af personlige rekorder til Thisted Svømmeklub på Danish Open
THISTED: - Et helt fantastisk stævne, hvor klubben nåede nye højder.
Mads Bjørn Hansen, cheftræner for Thisted Svømmeklub, fortæller med begejstring om stævnet Danish Open i påsken, hvor der blandt andet bliver udtaget svømmere til landsholdet. Og her gjorde Thisted-klubben sig virkelig bemærket.
Klubbens topnavn, 23-årige Karoline Sørensen, vandt guld i favoritdisciplinen 200 meter ryg.
Hun, der tidligere har deltaget i både OL og EM, har hidtil været ene om at repræsentere klubben på landsholdet, så får hun nu følgeskab af tre andre.
To af klubbens unge talenter, Emma Brogaard Krogh og Freja Jørgensen på henholdsvis 16 og 15 år, kvalificerede sig begge til ungdomslandsholdet.
Emma kvalificerede sig i 100 meter ryg til de europæiske juniormesterskaber, der finder sted i Serbien til sommer, mens Freja skal repræsentere Danmark ved de nordiske mesterskaber i Jönköping i Sverige.
Og så har Thisted Svømmeklub tillige fået en landsholdssvømme nummer fire med 18-årige Iris Julia Berger. Hun stiller dog op for Østrig. Men efter i mange år at have holdt ferie Thy ha Iris nu valgt at bosætte sig her og træne for Thisted Svømmeklub, fortæller Mads Bjørn Hansen.
- Hun kom hjem fra Danish Open med hele to medaljer og har flyttet sit niveau flot, fortæller han.
Forud for Danish Open-stævnet var målet for Thisted Svømmeklub, at de 12 deltagere skulle forbedre deres personlige rekorder. Og det blev mere end opfyldt, hvor Thisted-svømmerne forbedrede deres rekorder i 85 procent af alle løb.
- Det gik langt over forventet, siger træneren.
VM glippede for Karoline
Lidt skuffende var stævnet måske for Karoline Sørensen, trods guldmedaljen i 200 meter ryg. Hun klarede nemlig ikke snittet til de forestående verdensmesterskaber, og måtte nøjes med en billet til det mindre vigtige EM for U23.
- Der er meget høje krav til VM-kvalifikationen. Men hun var tæt på, og svømmede den 11.-hurtigste tid i Europa i år, fortæller Mads Bjørn Hansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.