Skibsfartsulykke

Ups: Nyt norsk fiskefartøj ligger med bunden i vejret ud for Hanstholm

Det er uvist, hvorfor slæbebåden Egesund ikke kunne holde skibet på ret køl

Slæbebåden Egesund stod for opgaven med at få skibet fra Gdansk i Polen til Hvide Sande. Foto: Gunder Tande Sandersen/ ship-info.com
Slæbebåden Egesund stod for opgaven med at få skibet fra Gdansk i Polen til Hvide Sande. Foto: Gunder Tande Sandersen/ ship-info.com

HANSTHOLM: Et spritnyt norsk fiskefartøj vendte fredag morgen bunden i vejret cirka fem sømil ude fra Hanstholm. Fiskefartøjet var på slæb fra Gdansk i Polen til Hvide Sande, hvor det skulle gøres helt færdigt. Der har ikke været nogen redningsaktion forbundet med hændelsen, og der er udelukkende sket materiel skade. Det oplyser Svendborg Bugsering - NH Towage A/S, som ikke ønsker at udtale sig yderligere i sagen, da det bliver en forsikringssag mellem NH Towage A/S og ejeren af skibet.

Man har forsøgt at få skibet på ret køl - uden held.

Da fiskefaretøjet er et ’råt’ skib uden inventar, fiskegrej og anden udstyr, så ligger det let i vandet. Men hvad årsagen er til kæntringen i det ellers flotte vejr, er uvist.

- Der kan være rigtig mange grunde til, at det vælter rundt, så det tør jeg ikke udtale mig om, siger Morten Olsen, der er stationsleder på Redningsstationen i Hanstholm. Redningsstationen blev kontaktet, da en dykker henvendte sig.

- Men i denne corona-tid involverer vi os ikke i den type opgaver. Vi laver kun SAR-opgaver - altså nødudkald, siger stationslederen.

Fiskefartøjet er ikke til fare for skibsfarten, da det stadig er på tov.

Gå til relaterede emner

Forsiden