Sport

Vilde forhold: Spektakulære stunts i vente fra unge surfere

Vejrudsigten lover hård kuling og tre meter bølger, når Klitmøller byder velkommen til verdens bedste unge windsurfere

Det ligner optimale forhold til konkurrencerne i Thy.
Det ligner optimale forhold til konkurrencerne i Thy. Foto: John Carter / PWA

Det bliver en uge med masser af action, spænding og spektakulære stunts, når Klitmøller danner rammen om finalen i PWA/IWT Cold Hawaii Youth Windsurf World Cup 2023.

Her skal 40 deltagere fra hele verden kæmpe om titlen som verdensmester i fire aldersklasser: U20, U17, U15 og U13.

Lørdag 14. oktober er første sejldag, og forholdene ser ifølge en pressemeddelelse fantastiske ud med hård kuling fra vest og kæmpe bølger. Det er lige, hvad de unge windsurfere drømmer om, når de skal vise deres evner på vandet. Deltagerne kommer fra lande som Australien, Japan og hele Europa, og der er lagt op til et tæt og intenst opgør.

Danmark har gode chancer for at hente medaljer hjem, da Klitmøller selv stiller med juniorverdensmesteren fra 2022, Tobias Bjørnå. Han skal dog kæmpe hårdt for at slå sidste års U20-verdensmester, halvt danske Liam Dunkerbeck fra Spanien, som er kendt for sine høje og halsbrækkende hop og sin evne til at ride de største bølger.

Hjemmebanehelten Tobias Bjørnå er blandt favoritterne. Foto: John Carter / PWA

Scenen er sat til et godt show, og vejrudsigten ser også rigtig god ud for søndag og mandag . Hvis ikke konkurrencen bliver afgjort inden da, løber den til fredag 20. oktober, hvor der vil være præmieoverrækkelse og fest for de unge vindere.

Gå til relaterede emner

Forsiden