Vindertid god nok til VM: Svømmepige satte personlig rekord
Karoline Sørensen fra Thisted Svømmeklub vandt guld ved DM på kortbane
Opdateret 17. maj 2022 kl. 12:12
THISTED: Begejstringen var til at tage og føle på, da Thisted Svømmeklubs elitetræner Mads Bjørn Hansen skulle gøre regnebrættet op efter Karoline Sørensen og Thea Søe Bachs indsats ved de danske kortbane mesterskaber i svømning.
Karoline Sørensen blev den store lokale triumfator. 200 meter rygcrawl blev svømmet torsdag og finalen om aftenen. Hun gik til finalen med tredjehurtigste tid, men det var tydeligt, at hun ikke havde svømmet sig ud. Karoline Sørensen havde mere i sig og det viste hun på fornemste vis i finalen.
Fra starten lagde hun sig i spidsen og der blev hun og vandt i tiden 2.08,72 min., i ny personlig rekord, der tilmed er den 19. hurtigste tid på distancen i Europa i 2020. Med denne præstation kandiderer Karoline Sørensen kraftigt til årets bedste sportspræstation i Thisted Kommune.
Karoline Sørensen åbnede sit mesterskab mandag med en 5.-plads i 50 meter rygcrawl i ny personlig rekord. Hendes gode takter fortsatte om tirsdagen, hvor hun blev nummer tre i 100 meter rygcrawl ligeledes i personlig rekord og forventningerne var store til hendes 200 rygcrawl, som er hendes favoritdisciplin. Karoline Sørensen indfriede forventningerne og hun stod for presset. Udover sit danske mesterskab vandt hun i ungdomsrækken bronze i 50 og 100 meter rygcrawl og guld i 200 meter rygcrawl.
Gode placeringer
Thisted Svømmeklubs anden kvindelige deltager ved de danske mesterskaber var Thea Søe Bach og hun havde ligesom Karoline Sørensen et særdeles positivt mesterskab.
Thea Søe Bach begyndte ligeledes sit mesterskab mandag aften ved at blive nummer tre i 400 meter fri i ny personlig rekord. Hun gik til finalen med 5.-hurtigste tid, men i finalen ville hun det andenderledes og svømmede et flot disponeret løb, der gav hende en 3.- plads i ny personlig rekord med 4.17,08 min.
Thea Søe Bach svømmede de lange crawlløb 400, 800 og 1500 meter fri samt 400 meter individuel medley.
Mesterskaberne var uden afsvømning på grund af Covid-19, hvilket betød, at Karoline Sørensen og Thea Søe Bach kørte direkte til hotellet efter finalerne. Elitetræner Mads Bjørn Hansen siger i den forbindelse, at Thea Søe Bach havde et særdeleds hårdt mesterskab på grund af manglende afsvømning.
I ungdomsrækken vandt Thea Søe Bach sølv i 400 meter fri og bronze i 800 og 1500 fri samt 400 meter individuel medley.
- På den baggrund er hendes medaljehøst enestående og Thea er en seriøs svømmer, der træner 25 timer om ugen og hun lever faktisk som en professionel, siger Mads Bjørn Hansen, der ser frem til foråret og sommeren, hvor svømmerne rykker ud på 50-meter banerne.
- Karoline er bedre på langbane end kortbane, fordi hendes vendinger stadig kan forbedres, men hendes niveau i svømningen holder et rigtig højt niveau og det kommer hende til gavn på en 50 meter bane, forklarer Mads Bjørn Hansen, som nævner, at hendes vindertid på 200 meter rygcrawl er under tidskravet til både Europa- og verdensmesterskaberne. Men de bliver desværre ikke afviklet på grund af Covid-19.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.