Ifølge forskningen af arkæolog og antropolog Mette Løvschal er klitheden ikke et degenereret restlandskab, men resultatet af ”over 4000 års aktiv, menneskelig forvaltning og samarbejdsbaserede græsningsregimer”. 

Klithederne har overlevet omfattende klimatiske og samfundsmæssige forandringer og viser, hvordan samfund gennem tid, samarbejde og interaktion, som har involverer flere arter, mennesker og dyr, og har formået at udvikle stabile, men lavintensive landskaber.  

I en artikel - Anthropogenic heathlands: disturbance ecologies and the social organisation of past superresilient landscapes - skrevet af professor og PhD ved Århus Universitet  argumenteres der for, at disse landskaber har udvist ekstraordinær modstandsdygtighed og evne til at genetablere sig – forudsat, at forstyrrelse opretholdes gennem kontrolleret græsning, afbrænding, skrælning og pleje. Hvis forstyrrelsen fjernes eller er ukontrolleret – som i en rewilding-model – overgår hederne til krat og skov.

Samtidig er klitheden en beskyttet naturtype under EU's habitatdirektiv. Det giver anledning til følgende spørgsmål: 

1. Hvordan vil rewilding som forvaltningsmodel sikre fortsat opretholdelse af klitheden i de udpegede og potentielle naturnationalparker, når dens eksistens afhænger af vedvarende menneskelig naturpleje? 

2. DCE’s rapport nr. 425 (2021) fremhæver klitheden som vigtig del af det mosaiklandskab, der understøtter robust biodiversitet. Hvordan forholder I jer til, at denne mosaik trues af tilgroning, hvis aktiv pleje fjernes? 

3. Ifølge Mette Løvschals forskning har klithedens overlevelse gennem årtusinder beroet på lokal samarbejdsstruktur og fælles pleje. Hvordan passer det med en centralstyret forvaltningsmodel, hvor beslutninger træffes uden reelt lokalt mandat og input? 

4. Hvilke konsekvensvurderinger vil I gennemføre for at sikre, at klitheden ikke marginaliseres af en rewildingmodel, som er uegnet til netop denne naturtypes økologiske logik? 

5. Hvis klitheden skulle forsvinde som følge af manglende pleje: Hvem bærer så ansvaret for tabet af en EU-prioriteret naturtype og et tusindårigt kulturlandskab?

Gennem dette læserbrev opfordrer jeg til, at der føres en åben, videns baseret og historisk bevidst debat om naturpleje i Danmark. Biodiversitet trives ikke kun i urskov eller urørt skov, men også i landskaber med lang, fælles skabt forvaltningshistorik – som klitheden.