Nordjyde var med i smuglerbande
37-årig fra Thisted har fået tre års fængsel for sin medvirken i større smuglersag
Opdateret kl. 11:48
En 37-årig mand fra Thisted blev tirsdag idømt tre års fængsel for medvirken til indsmugling af store mængder hash. Det fremgår af en pressemeddelelse fra National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Dommen faldt ved Retten i Esbjerg og lød på tre års fængsel. Sagen kunne foregå som en tilståelsessag, da den 37-årige erkendte at have indsmuglet hash fra Tyskland til Danmark i fire tilfælde. Det skete fra oktober 2022 og til februar 2023, og i alt var der tale om 600 kilo hash.
Politiet mener, at andre personer har medvirket til at få den store mængde hash ind i landet, og deres sager behandles separat. Den 37-årige thybo blev anholdt som en af i alt 15 landet over ved en større politiaktion 11. september.
- Jeg er tilfreds med dommen, der understreger, at indsmugling af hash bliver straffet hårdt. Dommen hviler på et grundigt efterforskningsarbejde, og jeg er tilfreds med, at den dømte har valgt at tilstå sin andel af overtrædelserne i sagen, siger specialanklager hos NSK, Morten Rasmussen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.