To kirker lænset for designerstole og sølvtøj
Nordjyllands Politi hører gerne fra folk, der ved noget om to indbrud i kirker, hvor der blandt andet blev stjålet dyre Børge Mogensen stole
Opdateret 24. september 2018 kl. 14:14
VENDSYSSEL: Det er muligvis de samme gerningsmænd, der står bag indbrud i to kirker, hvor der blev stjålet designermøbler og sølvtøj til store værdier.
Nordjyllands Politi mangler spor at gå efter i sagen, og derfor beder man nu befolkningen om hjælp.
Det første indbrud skete mellem 9. august klokken 16 og 10. august klokken 07.15 i Vittrup Kirke nord for Løkken. Her skaffede gerningsmændene sig adgang til kirken ved at bryde en rude op med et koben, fortæller politikommissær Kenneth Ginnerup.
Tyvene stjal 12 Børge Mogensen fletstole, en alterkande i sølv med indgraveringen: "Børglum Vestre Kirke", et sølvfad samt en boremaskine.
Flere designer stole stjålet
Nogle dage senere mellem 15. august klokken 16 og 16. august klokken 10, var der så indbrud i Thorup Kirke på Thistedvej vest for Fjerritslev.
Her var fremgangsmåden den samme: Gerningsmændene skaffede sig adgang ved at bryde et vindue op med et koben.
Og igen var det designerstole, tyvene gik efter. Hele 29 Børge Mogensen fletstole i lyst træ blev stjålet, fortæller Kenneth Ginnerup.
- Det kan meget vel være de samme gerningsmænd. Og vi hører meget gerne fra folk, der har set noget eller har fået tilbud nogle af de stjålne effekter, siger Kenneth Ginnerup.
Nordjyllands Politi i Hjørring kan kontaktes på telefon 114.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.