To mænd løsladt igen efter knivstikkeri
Politiet uden oplagte spor og ofret vil ikke afhøres
Opdateret kl. 14:45
NØRRESUNDBY: De to mænd på 23 og 30 år, som tirsdag aften blev anholdt mistænkt for at være involveret i knivstikkeriet ved krydset Sankt Peders Gade/Østerbrogade i Nørresundby, er på fri fod igen.
- De blev løsladt senere i aftes efter endt afhøring uden at være sigtet for noget, oplyser politikommissær Lars Nørskov Jørgensen.
- Først havde vi nogle ting, som pegede i retning af de to mænd, men vi har nu ingen grund til at sigte dem, siger politikommissæren uden at ville uddybe årsager til anholdelse og løsladelse nærmere.
Stukket to gange
Knivstikkeriet fandt sted tirsdag eftermiddag ved 15.30-tiden ved krydset Sankt Peders Gade/Østerbrogade.
Tre personer var i klammeri, og det endte med, at en 28-årig mand blev stukket i brystet og i siden.
En forbipasserende bilist blev prajet af et vidne på gaden, og bilisten kørte selv offeret til Aalborg Universitetshospital. Den 28-årige mand har været på operationsbordet, men han er ifølge politiet uden for livsfare.
Kendt i rocker-kredse
Alle tre personer er kendt af politiet i forvejen, men politiet ønsker ikke at uddybe den oplysning nærmere.
I følge NORDJYSKEs oplysninger er ofret dog yderst godt kendt i rockerkredse, og han er en af folkene omkring Bandidos.
- Men det står mere og mere klart, at knivstikkeriet ikke har noget med rocker- eller bande-opgør at gøre. Dette er ikke en strid mellem forskellige grupperinger af rockere eller bander, understreger Lars Nørskov Jørgensen.
Vil ikke afhøres
Politiet har dog intet motiv, og den 28-årige mand ønsker ikke at blive afhørt af politiet.
Dog skal området, hvor knivstikkeriet fandt sted, igen finkæmmes for spor onsdag - denne gang dog uden hundepatruljer.
Efter overfaldet tirsdag havde politiet i første omgang ikke overblik over, hvor knivstikkeriet præcist havde fundet sted og valgte derfor at afspærre vejen fra krydset Ane Dams Gade/Østergade og hele vejen hen forbi Hells Angels rockerborg.
Mangler gerningsvåben
Bilisterne blev i timerne efter knivstikkeriet ledt ud på en omvej ned forbi havnen i Nørresundby, og det gav en del trafikale problemer.
Afspærringen betød også, at beboere i området i godt tre timer ikke kunne komme ind eller forlade deres hjem.
Politiets hunde blev sendt ind i området for at lede efter et muligt gerningsvåben og andre spor, men foreløbig forgæves.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.