Fremtidens tankstation indviet: Farvel til 70 år med benzin
I dag kunne Clever og Kvix sammen fejre indvielsen af ny tankstation for elbiler

Ingen åbning uden snoreklip. Her er det (fra venstre) Casper Kirketerp-Møller, direktør for Clever, Claus Sørensen, indehaver af Kvix, og Niels Jørgen Pedersen (V), borgmester i Thisted Kommune. Foto: Bo Lehm
THISTED:Den vågne iagttager har sikkert bemærket, at der i løbet af de seneste uger atter er kommet en lind strøm af trafik ved Kvix på Østerbakken.
Efter måneder med gravearbejde, ombygning og byggerod, hvor der blandt andet er oprenset og fjernet 693 tons forurenet jord samt opført en ny overdækning i bæredygtigt træ, er forpladsen transformeret. Hvor benzinstandere gennem 70 år dominerede den centrale placering midt i Thisted, er der nu skudt seks nye lynhurtige ladestandere til elbiler op i deres sted.
Allerede 30. november fik Clevers abonnenter adgang til at lade deres biler op på den nye station, og ifølge Clever er Kvix den første tankstation i Danmark, der vælger at skifte diesel og benzin ud med strøm.
Indvielsen blev markeret tirsdag eftermiddag, hvor interesserede fik mulighed for at nyde gløgg og æbleskiver, samt opleve den spanske elbil Cupra og VW's nye elektriske minibus ID Buzz - og så kunne man selvfølgelig tanke strøm på bilen imens.

Claus Sørensen er indehaver af Kvix og tog første kontakt til Clever for 20 måneder siden. - De var med på ideen lige fra dag ét, sagde han blandt andet i sin tale ved indvielsen. Foto: Bo Lehm
Lynladestationen kan levere lynhurtig opladning til seks biler på samme tid, og Pia Rasmussen fra Thisted var én af de elbilsejere, der dukkede op til indvielsen for at tanke strøm på bilen.
- Jeg har kørt elbil i to år, og det er den bedste bil, jeg har haft. Vi har virkelig manglet en ladestation her i Thisted, og det er dejligt, at vi nu endelig får det, siger hun.
Idéen til at omdanne tankstationen fra de konventionelle drivmidler til elektricitet blev født hos Kvix' indehaver Claus Sørensen, som tog første kontakt til Clever for godt 20 måneder siden. Han forklarer, at timingen for skiftet kom som en naturlig konsekvens af, at aftalen med brændstofleverandøren på tankstationen var ved at udløbe:
- Jeg tænkte, hvorfor ikke slå to fluer med et smæk og droppe salget af benzin og diesel, få renset op i den forurening, der var på stedet og så i stedet lade det genopstå med lynladestandere og i grønne omgivelser, siger Claus Sørensen.
Fra Clevers direktør Casper Kirketerp-Møller er der store roser til Claus Sørensens initiativ.
- Det er i den grad positivt, når en fossil tankstation som Kvix genopstår som en ren lynladestation. Skal vi nå regeringens klimamål for 2030, skal vi turde satse på de grønne løsninger og gå foran, hvor det er muligt. Det er samarbejdet med Kvix et fantastisk eksempel på, og Claus' ambition om at lade Kvix genopstå i den grønne omstillings navn er fremsynet og modig, siger han.

Nanna Saugbjerg, forpagter af Kvix, glæder sig over, at ombygningen af tankstationen nu er færdiggjort. Foto: Bo Lehm
Indvielsen kommer som en tidlig julegave for Nanna Saugbjerg, forpagter af Kvix.
- Vi er virkelig glade for, at det hele nu er færdigt. Pladsen er blevet så flot, og selvom det har været nogle hektiske måneder med ombygning, så er det fedt at se, hvordan der allerede er så mange, der er begyndt at bruge ladestationen. Det kunne vi også mærke med det samme i butikken, da pladsen blev åbnet 30. november, fortæller Nanna Saugbjerg.
Omdannelsen af Kvix er den første af sin slags for Clevers vedkommende, men det bliver næppe den sidste, fortæller Casper Kirketerp-Møller:
- Rigtig mange tankstationer rundt om i landet ligger på gode trafikale knudepunkter. Jeg tænker, at der ligger en synergi i at omdanne dem til gavn for elbilisterne, så folk fortsat kan lade der, hvor de er. Vi skal alle sammen før eller siden vinke farvel til de fossile biler, så hvorfor ikke lade os samarbejde om at få omdannet de gode lokationer til rene lynladestationer med grøn natur omkring sig, siger han.
Inden udgangen af 2023 forventer Clever ligeledes at åbne sin nye lynladestation på Aabro Fald i Nykøbing.

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.