Hastigheden nedsættes på motorvejen i Aalborg
Bilisterne vil i den kommende tid blive påvirket af et vejarbejde, der skal dæmpe støjen fra motorvejen
Opdateret kl. 12:18
De nordjyske trafikanter skal fra lørdag 23. september vænne sig til at stå lidt før op, når de tager turen til arbejde på Nordjyske Motorvej E45 omkring Aalborg.
Det skyldes, at Vejdirektoratets entreprenør Dav Nordic påbegynder arbejdet med at opsætte støjskærme, der skal være med til at reducere støjen for naboerne langs motorvejen, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Under vejarbejdet bliver hastigheden nedsat til 80 km/t. Der vil forsat være to farbare spor, men de vil være smallere end normalt.
- Der ligger en del bolig- og kolonihaveområder tæt på motorvejen, hvor støjen overstiger Miljøstyrelsens fastsatte grænseværdier på 58 dB, og derfor er strækningen udpeget til en støjforbedring. Efter opførelsen af støjskærmene kan naboerne se frem til en væsentlig støjreduktion, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Fire faser
Støjskærmsprojektet er opdelt i fire faser. Den første fase, der begynder på lørdag, er på strækningen mellem jernbanen og ved Højvang Øst i nordgående retning. Det vil derfor i første omgang kun være de nordgående bilister, som vil blive påvirket af den nedsatte hastighed.
Dav Nordic forventer, at fase to vil blive indledt i slutningen af 2023, her vil vejarbejdet ved den første fase stadig være i gang, og derfor vil hastighedsbegrænsningen gælde for begge de berørte strækninger. Vejdirektoratet ved endnu ikke, hvornår igangsættelsen af fase tre og fire i sydgående retning begynder, men forventer, at det vil ske i begyndelsen af 2024.
De kommende støjskærme vil blive mellem fem og ni meter høje. Størstedelen af støjskærmene vil blive beplantet på indersiden, mens de på ydersiden, ud mod naboomgivelser, vil blive fuldt beplantet. Udvalgte steder vil der være transparent glas i toppen af skærmene.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.