Jordskred ved vej standset: - Utrolige kræfter er på spil

Entreprenør har fyldt sand og knust beton på for at forhindre yderligere jordskred ved rute 13

Vejen blev spærret, mens der blev arbejdet på at forhindre yderligere jordskred. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Vejen blev spærret, mens der blev arbejdet på at forhindre yderligere jordskred. Foto: Lars Pauli

STORE BINDERUP: Mandag morgen lidt før klokken fem kunne Vejdirektoratet genåbne det sydgående spor på rute 13 mellem Sønderup og Viborg, som søndag måtte spærres efter et jordskred.

Det var tæt på Store Binderup, som trafikanterne blev ledt igennem. Men altså kun frem til tidligt mandag morgen til glæde for byens borgere, da der er tale om en meget trafikeret hovedvej.

Ingeniør Niels Hammer Sørensen fra Vejdirektoratet fortæller, at en entreprenør blev hyret ind søndag og fyldte sand og knust beton på den skråning, hvor en del muldjord var skredet ned.

Jordskredet fik en borger til at slå alarm søndag formiddag, og der blev ikke taget nogen chancer. Jordskredet var cirka 80 centimeter fra kørebanen, som ikke led skade, men det havde taget et stykke af autoværnet med sig.

- De arbejdede på stedet fra klokken 18 søndag og til lidt i fem mandag, og det var ved at skride lidt for dem igen, men de fik styr på det, fortæller Niels Hammer Sørensen.

På det pågældende sted er der lavet en vejdæmning, og det var en skråning på denne, som var skredet ned.

- Der var hul ned, og autoværnet hang i luften. Det var lidt farligt, og derfor valgte vi at spærre af og sætte en entreprenør på allerede søndag. Det blev klar til morgentrafikken, og det er forrygende, så trafikken ikke skulle ind gennem Store Binderup, siger Niels Hammer Sørensen.

Han er glad for, at der blev reageret, da jordskredet skete.

- Hvis ingen havde henvendt sig, kunne det have udviklet sig mere voldsomt, mener ingeniøren.

Løsningen med opfyldning skulle gerne være permanent. Der vil blive holdt øje med stedet, og så vil Vejdirektoratet tage en snak med et forsyningsselskab, der har nogle rør under vejen. Disse rør og tilhørende brønde havde svært ved at følge med, da regnen faldt.

- Vi har taget en snak med forsyningsselskabet, men de kan selvfølgelig ikke gøre noget, når der falder så megen vand. Og sådan en gammel muldbeklædt skråning har bare udfordringer, når 80 millimeter regn prøver at hænge fast. Det bliver bare tungt, og så glider det af sandet, der er bygget op under vejen, siger Niels Hammer Sørensen. 

Han er glad for, at jordskredet blev standset, inden det kom ind under vejen.

- Det er utrolige kræfter, der er på spil. Havde vi lukket øjnene for det, ville vibrationer fra køretøjer på vejen betyde, at det ville udvikle sig. Så er det bedre at være på forkant.

- Nu er der styr på situationen. Altså hvis bare der ikke lige kommer dobbelt skybrud igen, konstaterer Niels Hammer Sørensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.