Tre år til Søren Hansen i Mors-Thy

Som ventet er TTH Holstebros Søren Hansen netop blevet præsenteret som kommende cheftræner i Mors-Thy Håndbold

Lars Bang Bertelsen
Søren Hansen er netop blevet præsenteret som kommende cheftræner i Mors-Thy Håndbold på et pressemøde hos en af klubbens hovedsponsorer, Thisted Forsikring.
Morsø 1. november 2016 10:21 - Opdateret 1. november 2016 12:43

THISTED: Jungletrommerne havde varslet det på forhånd, og helt som ventet er det 36-årige Søren Hansen, der for et øjeblik siden er blevet præsenteret som kommende cheftræner i Mors-Thy Håndbold.

Det skete her til formiddag ved et pressemøde hos en af klubbens hovedsponsorer, Thisted Forsikring. Ved samme lejlighed kunne klubben melde ud, at den kommende cheftræner har fået en tre-årig aftale.

Dermed er der lagt op til, at Søren Hansen kan arbejde langsigtet, når han fra næste sæson afløser Jan Paulsen på posten som cheftræner i den lokale ligaklub.

- Jeg glæder mig til at bygge videre på det gode arbejde, der er lavet i Mors-Thy Håndbold. Jeg har altid nydt at være i Thy hallen og Jyske Bank Mors Arena og opleve den fantastiske opbakning der er til holdet og klubben. Det bliver en spændende udfordring at tage skridtet fra assisterende træner til cheftræner, og jeg ser frem til at videregive mine idéer, erfaringer og oplevelser til en spændende spillertrup og klub, siger Søren Hansen.

Søren Hansen kommer til Mors-Thy fra TTH Holstebro, hvor han er assisterende træner for klubbens ligahold på både dame- og herresiden. I øjeblikket er han faktisk vikar for den sygemeldte cheftræner for TTH Holstebros damehold, Peter Krautmeyer.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...