Tre mio. til turisme
Tre millioner kroner til projekt om oplevelsesbælte langs Jyske Aas

Jyske Aas skal ”sælges” som et samlet oplevelsesbælte. Arkivfoto Kim Dahl Hansen
ØSTVENDSYSSEL:Jyske Aas skal formidles som samlet oplevelsesbælte. Det er ét af de i alt fem nordjyske projektforslag, som er udvalgt til realisering gennem Stedet Tæller - Realdanias femårige kampagne, der sigter mod at forbedre livskvaliteten med udgangspunkt i yderområdernes stedbundne potentialer.
I alt støttes nordjyske projekter med op til 13,5 mio. kr. gennem kampagnen. I løbet af 2013 bliver det igen muligt at byde ind med projektidéer.
I Østvendsyssel skal Jyske Aas udvikles til et samlet oplevelsesbælte på tværs af de mange lokale aktører.
- Projekter giver nogle spændende bud på, hvordan kulturhistoriske, landskabelige og bygningskulturelle potentialer kan aktiveres, så de kommer mange mennesker til gavn. I Realdania glæder vi os nu til at følge alle fem projekter blive til virkelighed, fortæller projektleder Karen Skou fra Realdania.
Visionen bag projektet er at samle og formidle natur, geologi og kulturhistorie omkring højderyggen Jyske Aas som et fælles ”oplevelsesbælte”. Projektet har potentiale til at vise, hvordan fysiske tiltag kombineret med nye organisationsformer kan styrke turismen i et område og engagere lokale aktører i udviklingen af nye oplevelser og attraktioner. Projektet støttes med op til tre mio. kr.
Den kuperede højderyg Jyske Aas er Europas nordligste højderyg formet af is og vand for omkring 12.000 år siden. Det udstrakte fredede område er forbundet med en 30 kilometer lang sti mellem Dronninglund og Østervrå.
Omkring 100 borgere er involveret i projektet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.