Udbytterigt aktionærmøde med Spar Nord
Der var stor interesse, da Spar Nord Frederikshavn d. 8. marts slog dørene op til en aften med fokus på bankforretning, et begivenhedsrigt og godt 2016, fremtiden og lokalt nærvær.
Aktionærerne mødte talstærkt op, da Spar Nord Frederikshavn d. 8. marts holdt aktionærmøde i Arena Nord med fokus på et begivenhedsrigt og positivt 2016.
- Vi hæfter os primært ved, at 2016 blev endnu et godt år for Spar Nord, fortæller direktør Morten Kock fra Spar Nord Frederikshavn og fortsætter:
- Og allerede nu er vi lokalt i fuld gang med bankens nye strategi om at blive den personlige bank i en digital verden. Vi kalder det ny strategi på Frederikshavner måden.
- Vi har valgt en strategi, der handler om både at drage fordel af de muligheder, som den digitale udvikling giver, og samtidig levere den relevante, værdiskabende og ikke mindst personlige rådgivning, som vores kunder sætter pris på. På den måde vil vi sikre, at Spar Nord Frederikshavn fortsat har en stærk appel i markedet, supplerer Morten Kock.
Fra Spar Nords direktion deltog administrerende direktør Lasse Nyby. Han lagde vægt på, at der er flere årsager til, at 2016 blev så godt for Spar Nord. En af de vigtigste er heldigvis, at kundernes efterspørgsel efter Spar Nords produkter og serviceydelser var enorm.
Stor efterspørgsel i 2016
Resultatet skyldes også, at Spar Nord på bolig- og formueområdet har oplevet stor efterspørgsel i 2016. Dertil kommer, at udlånet er vokset med 4 procent, ligesom fortsat faldende nedskrivninger og en positiv effekt af kursreguleringerne også bidrager til et stærkt regnskabsresultat. Og resultatet skal vel og mærke ses i lyset af, at det meget lave renteniveau og den tiltagende konkurrence stadig medfører et pres på indtjeningen fra bankens traditionelle ind- og udlånsforretning.
Bankrådsformand Jens Jørgen Calundan lagde i sin beretning vægt på bankens indsats i lokalområdet. I den forbindelse fremhævede han blandt andet at der i hele Bankområde Nord er blevet delt næsten 2.000.000 mio. kr. ud fra Spar Nord Fonden.
627 millioner i udbytte
Siden medio 2015 har det været Spar Nords politik at udlodde mindst 2/3 af årets nettoresultat i udbytte under forudsætning af, at bankens kapitalmålsætninger er indfriet.
Således indstiller Spar Nords bestyrelse til generalforsamlingen, at der udbetales et kontant udbytte på 5 kroner per aktie svarende til et samlet udbytte på 627 millioner kroner.
Bankråd på plads
Der var fredsvalg i Bankområde Nord. Det vil sige, at følgende kandidater til bankrådet blev valgt uden kamp:
Følgende blev valgt:
Leif Fredborg, Skagen, Peter Rytter Hauschildt, Skagen, Erling Mortensen, Sæby og John Sørensen, Sæby.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.