Den sande historie om Ann af Sunderland

NORDJYLLAND: Der er efterhånden skrevet meget om Martinus Rørbyes maleri af det strandede skib, der for nylig kom på auktion og blev købt af Louvre i Paris. Senest har kunsthistorikere fra Skagens Kunstmuseer godtgjort, at motivet ganske rigtigt, trods titlen ”Et stort skib under kalfatring ved Frederikshavn”, er fra Skagen.

I Bruun Rasmussens omtale af maleriet forud for auktionen beskrev auktionshusets kunsthistoriker, at skibet, der står helt oppe på stranden, måtte være blevet hugget op og solgt som tømmer. Men historien om Ann af Sunderland, som skibet hed, er en helt anden og endte slet ikke på stranden i Skagen.

Kultur

Nordjysk maleri solgt for over en million - her er den verdenskendte køber

---

Ann af Sunderland var i november 1846 undervejs fra Stettin, dengang i Preussen, med en last af byg, der skulle til London. På turen op gennem Kattegat mødte skibet hårdt vejr med sne og storm. Ann af Sunderland var ikke det eneste skib, der kæmpede mod stormen ved Skagen i disse dage. Den 27. november strandede tre skibe, først kuffen Cathrine, hvorfra der blev reddet fire mand, mens skibet gik ned. Fra sluppen Frederikke blev der ligeledes bjærget fire mand og lidt af lasten, inden skibet blev sønderslået.

Værre gik det med den tyske skonnert, Die Krone, der var lastet med ærter, og ligeledes strandede ved Skagen. Kort efter strandingen kæntrede skibet over på siden, hvorved hele mandskabet gik tabt. Dagen efter, 28. november 1846, rasede stormen stadig, da Ann af Sunderland forsøgte at runde Grenen og sejle ud i Skagerrak. Men heller ikke Ann slap forbi Skagens Rev og strandede i løbet af natten. Besætningens fem mand blev alle reddet i land.

I Skagens bjærgelønsprotokoller kan man læse, at der blev indgået kontrakt mellem en række lokale bjærgere og strandingskommissionær J. M. Fabricius, der var den lokale mand på stedet, som forhandlede på vegne af skibets kaptajn og reder. Bjærgerne skulle have en tredjedel af lasten og en fjerdedel af skibets værdi, og selvom mere end 200 mand var involveret i bjærgningsarbejdet, blev det et godt supplement til de lokale fiskeres indkomst.

Det lykkedes dem i løbet af vinteren af bjærge en stor del af det strandede skib, så der i februar kunne afholdes auktion over det bjærgede gods. Auktionen blev annonceret i avisen, hvoraf det fremgår, at der mandag 8. februar afholdtes auktion i enkemadam Reinerts gård i Østerby i Skagen. Blandt det bortauktionerede fandtes skibets inventar samt takkelagen, dvs. sejl, tovværk, master, rig, mv. Hertil kom tre ankre, to anketove af 60 favne samt en beskadiget skibsbåd.

Skibet var således blevet skilt ad og tømt for alt, hvad der kunne bjærges, og tilbage lå kun det nøgne skrog. Det var dog tæt på, at dette var gået tabt, for i februar 1847 var skroget blevet let og løsnede sig fra grunden og drev bort, eller ”deserterede”, som det står i datidens aviser om hændelsen. Ti store rorsbåde fra Skagen tog forfølgelsen op, og først tæt under Hirsholmene lykkedes det at indfange skibet. Da det på grund af vind og strøm ikke kunne lade sig gøre at trække skibet ind til Frederikshavn, blev det taget med tilbage til Skagen. I byfogedprotokollerne fra Skagen kan man følge sagen, hvor bjærgerne nu for anden gang kan modtage bjærgeløn i forbindelse med Ann af Sunderland, der blev en helt god forretning for de lokale bjærgere.

Tilbage i Skagen blev skibet efterfølgende trukket op på stranden, og det er her, Martinus Rørbye oplever og maler det i 1847. Af både motiv og titel fremgår det, at skibet er under kalfatring. Det vil sige, at det er ved at blive gjort tæt og sejlklart.

Martinus Rørbye var i 1847 i Skagen i kun en halv dag. Det fremgår af hans breve. Men på denne dag nåede han at få lavet en række skitser, der senere blev til de malerier, hvor Ann af Sunderland optræder, og hvor af et nu er solgt til Louvre. Statens Museum for Kunst, open acces

Det er altså ikke ved at blive hugget op, som det ellers fremgår af omtalerne af maleriet, og historien om Ann af Sunderland ender således ikke her på stranden i Skagen. Her blev skibet nemlig kalfatret, repareret og søsat igen. Selvom skibet efter strandingen blev erklæret vrag, er det ikke ensbetydende med, at det er ødelagt og hugges op. Det betyder blot, at skibet ikke kan bjærges i hel stand, og derfor sælges på auktion bid for bid. Lidt lige som hvis en bil af forsikringen erklæres totalskadet, men sælges for skrotprisen, hvorefter den skilles ad så dele, måske dæk, motor eller et sidespejl kan sælges som reservedele.

Det fremgår ikke af auktionsannoncen, at det tilbageværende skrog også kom til salg, men at dette er sket, fremgår af en notits fra Aalborg Stiftstidende 25. september 1847, hvor det fortælles at Aalborgkøbmændene Poul Pagh og Christian Winkel har købt skibet på auktion i Skagen, og nu har det på værft i Aalborg, hvor det er ved at blive sat i stand. Det beskrives som et smukt fartøj, der kun er tre-fire år gammelt.

Aalborg Stiftstidende 25. september 1847.

Ann af Sunderland ender således ikke som ophugget vrag ved Skagen, men bliver kalfatret på stranden, søsat og bugseret til Aalborg, hvor det genopbygges og kommer ud at sejle igen som fragtskib.

Det øjebliksbillede, Martinus Rørbye har indfanget på stranden i Skagen, var ikke en enestående begivenhed på disse egne. Som omtalt strandede der fire skibe ved Skagen alene i de dage, hvor også Ann af Sunderland strandede. Og når et skib strandede, gik et velorganiseret apparat i gang.

Strandingskommissionæren var bindeleddet mellem skibets kaptajn og reder og de lokale myndigheder og bjærgere. Bjærgerne var organiserede i laug, og tegnede kontrakt med fastsatte priser for deres arbejde, og det bjærgede gods og skib blev solgt på offentlige auktioner. Ofte solgtes resterne af skibene som vrag og blev, som i dette tilfælde, nødtørftigt istandsat og bragt til et værft, hvor det igen blev bygget op og solgt.

Der var ofte store værdier på spil, og man gik langt for at bjærge fra strandede skibe og selv fra skibe på havets bund. En af pionererne på dette område var købmand og konsul i Frederikshavn, P. J. Kall, der investerede i bjærgningsskibe og endda et dykkerapparat, hvormed han bjærgede gods og skibe fra havets bund vidt omkring langs de nordjyske kyster. P. J. Kall var desuden også strandingskommissionær og så var han, ja, gift med Martinus Rørbyes søster.

Martinus Rørbyes billede af Ann af Sunderland er således langt mere end kunsthistorie. Det er også et godt billede af de store aktiviteter og økonomiske interesser, der var bundet op på strandingerne på de nordjyske kyster. Og selv om det kan virke uoverkommeligt, at et så stort skib, der står solidt helt oppe på stranden, igen kan komme ud at sejle, viser historien i kilderne, at det tværtimod var ganske almindeligt, og at Ann of Sunderland ikke endte på Skagens strand, men igen fik vand under kølen.

Jens Thidemann er historiker og museumsinspektør ved Nordjyllands Kystmuseum