De får lang vej til skole - ukrainske børn skal både med bus og tog

Det kan jo ikke nytte noget, at kommunen giver et skoletilbud, som ukrainerne ikke kan tage imod, medgiver Berit Vinther, dagtilbuds- og skolechef i Mariagerfjord Kommune

Skole- og dagtilbudschef Berit Vinther siger, at kommunen har valgt at bruge modtageklasserne i Hobro til de ukrainske børn. Det betyder, at deres skolevej bliver lang. Foto: Henrik Louis. <i>Henrik Louis</i>

Skole- og dagtilbudschef Berit Vinther siger, at kommunen har valgt at bruge modtageklasserne i Hobro til de ukrainske børn. Det betyder, at deres skolevej bliver lang. Foto: Henrik Louis. Henrik Louis

Skolevejen bliver lang for de ukrainske børn, som sammen med deres familier er blevet boligplaceret af Mariagerfjord Kommune i landsbyen Rostrup. 

- Vi har valgt at bevare vores modtageklasser i Hobro, som har ekspertisen og personalet, og dem benytter vi her, siger dagtilbuds- og skolechef Berit Vinther, Mariagerfjord Kommune.

Der er bare det "aber dabei", at Hobro ligger 14 kilometer fra Rostrup, og kollektiv transport til og fra er kringlet. 

Ukrainske flygtningebørn i Mariagerfjord Kommune

  • Mariagerfjord Kommune har boligplaceret 50 ukrainere i Rostrup - på den gamle skole.
  • Blandt flygtningene er der 12 børn under 14 år, som tilbydes skolegang på Bymarkskolen i Hobro.
  • Syv unge er over 14 og tilbydes skolegang på Sproghuset under Søndre Skole i Hobro.

- Der er "lidt ved", at vi stiller et skoletilbud til rådighed, som de ukrainske børn ikke kan benytte, medgiver Berit Vinther, da Nordjyske foreholder hende, at skolevejen fra Rostrup til Hobro er besværlig. 

Hun oplyser, at de ukrainske teenagere vil få et buskort af Mariagerfjord Kommune. De kan tage skolebussen fra Rostrup til Arden Skole (distriktsskolen til Rostrup) og fra Arden Station videre med toget til Hobro. 

- De har en alder, hvor vi forventer af dem, at de er mobile. Der er jo andre ældre elever, der bruger plus en time på transport til og fra skole - det gør vores elever fra østkysten, som går på ungdomsuddannelser i Hobro. 

- Vi bor i en dejlig kommune, men med store geografiske afstande.

Berit Vinther lover, at man fra Mariagerfjord Kommunes side vil hjælpe de ukrainske unge, så godt man kan.

Kollektiv transport fra Rostrup til Hobro

  • Kollektiv transport fra Rostrup til Hobro foregår således:
  • Først flextrafik (som skal bestilles to timer i forvejen) fra Rostrup til Arden Station.
  • I Arden tager man toget til Hobro.
  • En rejse på i alt mellem 47 og 59 minutter.
  • For eleverne vil der også transport til fods fra stationen i Hobro til skolen.

Rejseplanen

De yngste ukrainske elever vil blive transporteret til og fra Bymarkskolen "efter de almindelige regler for skoletilbud". 

- De vil blive kørt med taxa, som kommunen betaler. Det er ikke anderledes, end hvis man går i adhd-klasse, forklarer Berit Vinther. 

En af kommunens medarbejdere var i sidste uge på Rostrup Skole for at orientere ukrainerne om kommunens tilbud om børnepasning og skole. 

Så vidt Berit Vinther ved, går familierne stadig og sunder sig. Alt er i sagens natur meget nyt for dem. 

- Der er ingen skolepligt for de ukrainske flygtninge, det er et frivilligt tilbud. 

- Der er dog ingen tvivl om, at det for børn og unge har stor betydning at få en hverdag tilbage med faste rutiner. Vi vil gerne bidrage til, at der er en mening med, at de er her i Danmark, siger Berit Vinther.

En gruppe ukrainske kvinder med børn fik først midlertidigt logi på Danhostel Hobro. Nu er flygtningene boligplaceret i Rostrup, langt fra den skole, hvor Mariagerfjord Kommune tilbyder børnene skolegang.  <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

En gruppe ukrainske kvinder med børn fik først midlertidigt logi på Danhostel Hobro. Nu er flygtningene boligplaceret i Rostrup, langt fra den skole, hvor Mariagerfjord Kommune tilbyder børnene skolegang.  Arkivfoto: Torben Hansen

Kender ikke omfang eller varighed

Opgaven med at tage imod de ukrainske flygtninge er særlig på den måde, at Mariagerfjord Kommune hverken kender omfang eller varighed af den. 

- Alle ønsker jo, at krigen slutter, og helst i morgen. Langt de fleste ukrainere ønsker at vende tilbage og genopbygge Ukraine. 

- Men hvad der sker, er uvist. Vi ved ikke, hvad vi får brug for af kapacitet i Mariagerfjord Kommune, og om det kommer til at vare i mange år.

-  Jeg har dog ikke mødt en eneste i vores kommune, som ikke ønsker at arbejde positivt med, og lokalbefolkningen er trådt til med frivillige kræfter, fremhæver Berit Vinther. 

I Rostrup er ukrainerne blevet modtaget med åbne arme af lokalbefolkningen, som har sat gang i en stor hjælpeindsats. 

En særlig Facebookgruppe Rostrup-Ukraine har i skrivende stund over 300 medlemmer.

Børnepasning ikke efterspurgt

Familierne fra Ukraine kan i princippet søge om pasning til deres små børn i dagpleje, vuggestue og børnehave i Mariagerfjord Kommune. 

- Ønsket om at få sine små børn passet knytter sig til, at forældrene har et job, og jeg har ikke hørt nogen ukrainere efterspørge det endnu. 

- Og hvad angår de kvinder, som er flygtet alene med deres børn, så ville jeg heller ikke, hvis jeg var i deres sted, have brug for at sende mine børn afsted til vildtfremmede mennesker, siger Berit Vinther. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.