Ungdomsoprør i SF

Men nu er det endelig lykkedes for et par af dem. Det er den 30-årige Jesper Petersen og den tre år ældre Ida Auken, der forsøger at give det udseende af, at SF ikke bare er en kuperet hale til Socialdemokratiet. Men deres idé har ingen gang på jorden. Først Auken, der er bange for at bruge for meget tid på dronningen, men som dog tog imod invitationen til hofbal. Efterfølgende har hun undskyldt udtalelsen. Dernæst Petersen, som mener, at "der bruges for megen tid på at holde statsråd" - skønt han aldrig har deltaget i et statsråd. Bortset fra personsagerne med især Sohn og Søvndal hører vi ikke meget til SF. Partiet skjuler sig i socialdemokraternes skygge. Så hvorfor ikke sole sig i paradeforslag, synes ræsonnementet at være. Fra mit politiske ståsted kan jeg tydeligt sætte mig ind i den vælgermæssige udfordring, partiet står overfor. Men jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig de overvejelser, SF'erne sikkert vil hævde, at de har gjort sig. I politik bør det ellers være et knæsat princip, at der tænkes, før der tales. Det ville have klædt partiets unge mennesker, om de havde valgt nogle aktuelle politiske emner og ikke sådan en omgang lirumlarum. Et statsråd er et timelangt møde, hvori ministrene en halv snes gange om året orienterer dronningen og tronfølgeren om aktuelle politiske initiativer. Vist er statsrådets realpolitiske betydning absolut overskuelig. Men det er en århundredgammel tradition, som hører Kongeriget Danmark til. Tilsvarende kan kongehusets politiske betydning ligge på et meget lille sted. Alligevel er det - sammen med landsholdene i fodbold og håndbold - en institution, der om noget samler nationen. Andre landes indbyggere misunder os kongehuset. Det har en betydelig værdi for landets omdømme, for turismen og for dansk eksport; spørg bare erhvervslivet. De øvrige politiske partiers reaktioner er ikke overraskende. Enhedslisten bekender sig ikke til hverken Gud eller konge, og næppe heller til fædrelandet - som det sammenrend af marxister, leninister og andre faktioner, listen består af. Anderledes med Socialdemokraterne. Den uforlignelige Mogens Jensen, der kun af og til ved, hvad han taler om, træder vande; men vil vistnok godt være med til at se på spørgsmålet. Radioavisen var så heldig at finde socialdemokraten(?) med det adelige navn, Pernille Rosenkrantz-Theil. Fruen er på linje med SF'erne og det yderste venstre. Men hun trådte jo også sine politiske barnesko hos netop Enhedslisten. Hos den radikale regeringspartner, hvis uenighed med SF aldrig vil høre op, peger partiets grand old lady, Marianne Jelved, på, at "der til et statsoverhoved skal være knyttet nogle funktioner". - Vi har ingen ambitioner om at nedlægge kongehuset, lyder vistnok Ny Alliances politik på området. Derimod er de borgerlige klare i mælet. De konservative og venstrefolkene får begejstret følgeskab af Dansk Folkeparti i deres opbakning til statsrådet som en del af vores værdier og vores kulturarv. Fredag kom chokket. Til overraskelse for alt og alle - inklusive hende selv formentlig - kom Helle Thorning-Schmidt med en klar udtalelse: - Statsrådet er kommet for at blive! Det bliver interessant at se, om de unge SF'ere står fast på deres reservation overfor det royale, når og hvis Dronningen igen inviterer til hofbal. Laust Grove Vejlstrup har været redaktør på Jyllands-Posten, pressechef for den konservative folketingsgruppe og aktiv politiker i Sydthy, KL's bestyrelse og EU. Nu kommentator og informationsrådgiver.