Valgdrama i Frederikshavn
Krav om omtælling skaber tvivl om resultatet, politisk uro og fare for ny kold krig i byrådet
Opdateret 22. november 2013 kl. 06:29
FREDERIKSHAVN: Valggyseren i Frederikshavn Kommune fortsætter.
Liberal Alliance og Konservative bad torsdag om at få omtælling af de 35.348 stemmesedler, og det skabte straks uro. Om valgresultatet. Og om holdbarheden af den brede konstituering, der sent på valgnatten blev underskrevet af Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Venstre.
Nerverne sidder uden på nattøjet hos politikerne, og uroen truer med at sprænge den brede konstituering og udløse en ny kold krig i Frederikshavn Byråd.
Liberal Alliance og Konservative begrunder deres ønske om optælling med usikkerheden om de ugyldige stemmer.
- Med de nye stemmesedler har der været stor usikkerhed om, hvornår en stemme er ugyldig eller ej, siger Peter Laigaard (LA), der manglede et halvt hundrede stemmer for at kunne bevare sin stol i Frederikshavn Byråd.
Liberal Alliance var i valgforbund med Konservative og Dansk Folkeparti.
En omtælling kan flytte de få stemmer, som kan sikre ham en plads i byrådet.
Bliver det et af DF’s fire mandater i Frederikshavn Byråd, rokker det ikke ved magtbalancen mellem rød og blå blok, men da det kun er et enkelt mandat, der sikrer rødt flertal, vakler stolen under Birgit Hansen som ny borgmester.
K: For stor usikkerhed
Peter Nielsen fra Konservative vil også have omtælling af stemmesedlerne:
- Vi er nødt til at være sikre på, at det er gået rigtigt til. Hvis krydset ikke er sat, inden for den sorte firkant på stemmesedlen, er der åbenbart stor usikkerhed om, hvordan man skal fortolke ”en tilkendegivelse”. Derfor beder vi om omtælling, siger Peter Nielsen.
77 stemmer blev erklæret ugyldige i Frederikshavn Kommune, hvor 515 stemte blankt.
- Alle 77 ugyldige stemmer er blevet gennemset en ekstra gang af de samme to personer, så jeg tror ikke på, at en omtælling flytter noget. Men når der er rejst tvivl om ugyldigheden, er det bedre at tælle én gang til, siger kommunaldirektør Mikael Jentsch.
Omtællingen starter fredag morgen klokken 08.00.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.