Mors

Ved du, hvem du skal stemme på?

Måske ikke? Nu har du muligheden for at blive klogere. Se oversigten over de 11 offentlige valgmøder på Mors, hvor spidskandidaterne for de syv opstillede partier i Morsø Kommune møde vælgerne seks gange indtil videre

Morsø Folkeblads valgmøde i Det Ottekantede Forsamlingshus plejer at være et tilløbsstykke.  Her er det mødet forud for kommunalvalget i 2013. Arkivfoto: Bo Lehm
Morsø Folkeblads valgmøde i Det Ottekantede Forsamlingshus plejer at være et tilløbsstykke. Her er det mødet forud for kommunalvalget i 2013. Arkivfoto: Bo Lehm

MORS: - Der har ikke været holdt kommunale valgmøder i Nykøbing i mange år, men det bliver der denne gang!

Sådan siger kommunalbestyrelsesmedlem Lene Svenningsen (V) på vegne af Østmors Venstre. Vælgerforeningen står som arrangør af et møde for samtlige syv partier, der opstiller til kommunalvalget i Morsø Kommune. Det finder sted torsdag 16. november i Sparekassen Thy Arena Mors og bliver dermed det indtil videre sidst afviklede valgmøde, der finder sted kun fem dage før, krydset skal sættes, tirsdag 21. november.

Der er dog, som det vil fremgå af denne liste, andre valgmøder i Nykøbing, men med enten begrænset emne eller begrænset adgang for publikum

- Vi har reserveret et af de store mødelokaler i arenaen, hvor der vil være plads 120-130 mennesker. Det bliver partiernes spidskandidater, som kommer i skudlinjen, og vi vil lade hatten gå rundt, så vælgerne skal putte sedler med spørgsmål til politikerne i. Det bliver naturligvis også muligt at spørge direkte, siger Lene Svenningsen.

Ordstyrer bliver redaktør Christian Kjeldsen, Radio Limfjord. Han skal også i ilden i Det Ottekantede Forsamlingshus i Øster Jølby onsdag 8. november som spørger sammen med souschef Lars Bang Bertelsen, Morsø Folkeblad, i de to lokalmediers fælles valgmøde. Ordstyrer ved dette møde bliver redaktør Jens Peter Svarrer, Morsø Folkeblad.

Mødet i Øster Jølby bliver både kommunalt og regionalt. Foruden spidskandidaterne fra de syv partier, der stiller op til Morsø Kommunalbestyrelse, vil Mors-repræsentanter for Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti, der alle kandiderer til Nordjyllands Regionsråd, få en runde med indlæg og spørgsmål.

Se oversigten over offentlige valgmøder på Mors her:

31. oktober kl. 19.00: Valgmøde i Erslev forsamlingshus om råstofindvinding, udvikling og cykelstier m. m. i Erslev. Panel: Spidskandidaterne, bortset fra DB; der stiller med Poul Kristensen. Arrangør: Midtmors Venstre og Erslev Beboer- og Erhvervsforening.

1. november kl. 14.00: Valgmøde på Bila A/S, Erslev. Panel: Spidskandidaterne. Arrangør: TV Midtvest. (Sendes delvist af kanalen.)

2. november kl. 19.30: Vælgermøde i Ørding Forsamlingshus. Panel: Spidskandidaterne. Arrangør: Ørding Forsamlingshus.

5. november kl. 10.30: Kulturelt Vælgermøde i Støberisalen, Nykøbing. Panel: Partierne. Arrangør: Kulturelt Samvirke.

8. november kl. 19.00: Valgmøde i Det Ottekantede Forsamlingshus, Øster Jølby. Paneler: Spidskandidaterne til kommunalvalget og kandidater fra Mors til regionsrådsvalget. Arrangør: Morsø Folkeblad i samarbejde med Radio Limfjord.

9. november kl. 18.00: Lokalpolitisk Familiefest med spisning og speeddating i Sydvestmors Kultur- og Fritidscenter, Hvidbjerg. Panel: Spidskandidaterne. Arrangør: Sydvestmors Kultur- og Fritidscenter.

13. november kl. 19.00: Valgmøde i Frøslev Forsamlingshus. Panel: Partierne. Arrangør: Frøslev & Omegn.

14. november kl. 19.00: Valgmøde i Sejerslev Forsamlingshus. Panel: Spidskandidaterne. Arrangør: Nordmors Beboerforening.

15. november kl. 19.00: Valgmøde i Sundby Forsamlingshus. Panel: Partierne. Arrangør: Sundby Mors Samvirke.

15. november kl. 19.00: Valgmøde i Karby Kuber. Panel: Partierne. Arrangør: Karby Borgerforening.

16. november kl. 19.00: Vælgermøde i Sparekassen Thy Arena Mors, Nykøbing. Panel: Spidskandidaterne. Arrangør: Østmors Venstre.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden