Vendsyssel dummede sig: Tabte vigtigt skridt i oprykningskampen

Vendelboerne skuffede på hjemmebane mod Nykøbing

Thomas Jasper
Foto: Peter Broen
Vendsyssel FF 16. maj 2018 20:24 - Opdateret 22. maj 2018 15:44

FODBOLD: Vendsyssel FF spillede onsdag aften sig selv længere væk fra en oprykning til Superligaen, da det blev til et skuffende pointtab hjemme mod Nykøbing FC i Nordicbet Ligaen.

Opgøret endte 1-1, men heldigvis for vendelboerne spillede HB Køge og Viborg 1-1, så Vendsyssel er fortsat á point med Viborg på den tredjeplads, der giver playoffkampe om oprykning til Superligaen. Før sidste spillerunde indtager Viborg tredjepladsen i kraft af en bedre målscore.

Vendsyssel FF greb initiativet fra kampens start. Hjemmeholdet havde flere opløb til gode chancer, men hver gang manglede den sidste skarphed.

I stedet kom Nykøbing bedre med, som første halvleg skred frem, og det var også gæsterne, der efter godt en halv times spil fik kampens klart største mulighed, da Joachim Wagner fik en stor dobbeltchance.

Vendsyssel-målmand Nicolai Flø stod i vejen for det første forsøg, men efterfølgende havde hjemmeholdet heldet på sin side, da andet forsøg prellede af på indersiden af stolpen.

I kampens 45 minut var Vendsyssel om muligt endnu tættere på et føringsmål, men først headede Marcus Solberg et indlæg fra Christian Overby på overliggeren, mens Jeppe Illum efterfølgende sendte returbolden på stolpen, og så endte første halvleg uden scoringer.

Seks minutter inde i anden halvleg var det i stedet Nykøbing, der tog føringen efter et velgennemført kontraangreb. Et indlæg fra højre blev godt behandlet af Mikkel Dahl, der sikker bankede bolden ind bag en sagesløs Nicolai Flø.

Den føring fik gæsterne dog ikke lov til at nyde længe, for Vendsyssel svarede omgående igen. Marcus Solberg blev spillet fri og tog et træk forbi Nykøbing-målmanden, inden han sendte udligningen i nettet.

Efter 62 minutters spil nærmede Vendsyssel sig også en føring, da Lucas Jensen fik en god skudchance på kanten feltet, men kantspilleren måtte se sit forsøg snige sig lige forbi mål.

To minutter senere burde Nykøbing til gengæld have genetableret føringen, da et indlæg fra venstre side fandt Joachim Wagner, men Vendsyssel blev reddet af Nicolai Flø, der diskede op med en stor redning på Wagners forsøg.

Begge hold havde fine muligheder for at snuppe sejren, og et kvarter før tid var det Vendsyssel, der burde have bragt sig foran, da et indlæg fra indskiftede Ninos Gouriye fandt Marcus Solberg tæt under mål, men målscoreren til 1-1 headede på det skammeligste bolden over mål.

Fem minutter før tid appellerede Vendsyssel for straffespark, da Marcus Solberg blev nedlagt, men protesterne var forgæves. To minutter før tid fik Solberg en ny god mulighed, men denne gang sendte han bolden forbi mål, og derfor måtte Vendsyssel indkassere et skuffende pointtab.

Der resterer en spillerunde i Nordicbet Ligaen. Den spilles på søndag, hvor Vendsyssel skal på besøg hos FC Fredericia.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...