Vendsyssel FF

Vendsyssel gav Horsens klø

Det kommende superligamandskab leverede opløftende indsats i testkamp

Ninos Gouriye scorede til 1-0 for Vendsyssel. Arkivfoto: Andreas Falck
Ninos Gouriye scorede til 1-0 for Vendsyssel. Arkivfoto: Andreas Falck

Opdateret 05. juli 2018 kl. 05:27

FODBOLD: Der er blot 12 dage til, at Vendsyssel FF spiller holdets første superligakamp nogensinde. Bedømt ud fra indsatsen i tirsdagens testkamp mod AC Horsens er vendelboerne ved at være klar til opgaven.

AC Horsens blev nemlig besejret hele 4-1 på klubbens opvisningsbane ved CASA Arena, og sejren var ikke et mål for stor.

Der var bare spillet otte minutter, da Moses Opondo erobrede bolden og spillede på tværs til Ninos Gouriye, der kom først på bolden til 1-0.

Grimt uheld for Jakobsen

Efter et lille kvarter indtraf en dramatisk hændelse, da Vendsyssels Brandao gik op i en duel med to Horsens-spillere. Østjydernes Bjarke Jacobsen kom så uheldigt ind i duellen, at han mistede bevidstheden. Der var et kort øjeblik panik blandt holdkammerater og lægestab, men langsomt kom midtbanespilleren til bevidsthed. Efter 20 minutter blev han kørt væk med ambulance og havde forinden fået fikseret både ryggen og nakken.

Ifølge Horsens’ cheftræner Bo Henriksen slap Bjarke Jacobsen fra uheldet med en kraftig hjernerystelse. Det fortæller han til bold.dk.

Spillet blev genoptaget, og kort før pausen udlignede Hallur Hansson for Horsens, da han var først over en løs bold tæt under mål.

Tung dominans i anden halvleg

I anden halvleg sad Vendsyssel dog tungt på kampen. I det 55. minut bragte prøvespilleren Seyi Adekoya fortjent holdet på 2-1, da han koldt udnyttede en stikning fra Mikkel Frankoch.

Med godt et kvarter tilbage blev det 3-1, da Washington Brandao på fremragende vis flugtede bolden ind fra en lidt spids vinkel.

Fem minutter før tid kom også indskiftede Emmanuel Ogude på tavlen, da han tog et skarpt træk og sikkert eksekverede til 4-1 over Kevin Mendoza i Horsens-målet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden