Verdens stærkeste pige løfter scenen
Aalborg Teater har premiere på Pippi Langstrømpe i en fornyet version.
Det er intet mindre end verdens stærkeste pige, der går på scenen, når Aalborg Teater har premiere på denne sæsons skole- og børneforestilling onsdag 25. januar. For det er den fregnede, rødhårede "Pippi Lang-strømpe", der sammen med aben Hr. Nilsson og hesten Lille Onkel flytter ind på teatret i Villa Villekulla, og hvor vennerne Tommy og Annika for første gang møder Pippi hængende i et af havens træer. Og så går det løs for Pippi med alle hendes sjove indfald, hendes store hjerte, hendes stærke arme og ikke mindst med hendes manglende autoritetstro og - for mange - grænseoverskridende opførsel. Ikke fordi hun bevidst vil træde ind over andres grænser, men det kommer hun bare til med al sin ligefremhed. Når Astrid Lindgrens klassiker om Pippi Langstrømpe går på scenen, er der så fornyelser eller overraskelser? - Der er jo mange ting ved Pippi, man ikke kan ændre på. Hun er verdens stærkeste pige, hun har en hest og en abe, hun har to venner, som hedder Tommy og Annika, hendes mor er død, og hendes far er søkaptajn, og hun bor i et faldefærdigt hus, som hedder Villa Villekulla. Alt dette er så integreret en del af Pippi, at hvis du fjerner det, så holder hun op med at være Pippi, forklarer Daniel Rylander, som iscenesætter stykket på Aalborg Teaters Store Scene. - Men denne dramatisering af Jonna Nordenskjöld fokuserer til forskel fra tidligere dramatiseringer mere på Pippis ensomhed og hendes behov for andre mennesker og behovet for at være en del af noget større - en del af en social sammenhæng. Så det er nyt, siger instruktøren. Tidligere har man i teaterforestillinger med Pippi set hesten og aben som figurer i enten flamingo-materiale eller som levendegjort af personer, der rendte rundt på scenen inden i en dyredragt. I forestillingen på Aalborg Teater er Hr. Nilsson og Lille Onkel menneskeliggjorte og spiller bl.a. både musik og ryger pibe. - Her er aben og hesten meget mere hendes venner, som hun søger støtte hos. Dyrevenner som hun kan tale og lege med. De kan trøste og hjælpe hende, ja de kan alt muligt. Ud over det, så er aben, hesten og Pippi et lille band, som laver musik sammen, fortæller Daniel Rylander. Han lægger vægt på, at der i forestillingen er en balance med lige dele underholdning og stof til eftertanke. - Vi prøver at fokusere på det aspekt, at alle mennesker har behov for andre. Selv om man er speciel eller skiller sig ud, har man også behov for bekræftelse og for at være en del af en social sammenhæng. Vi arbejder med balancen i, at der er nogle scener, hvor Pippis ensomhed kommer til udtryk, og andre scener som er ren og skær underholdning med dans, musik, fest og farver, siger iscenesætteren. Hovedrollen som Pippi Langstrømpe spilles af Malin Rømer Brolin-Tani, og hun er glad for rollen. - Det er vildt fedt at få lov til at gøre alt det, man ikke må - og det må man, når man er Pippi. Men samtidig er det en udfordring. Vi er så vant til at censurere alt, hvad vi siger og gør i forhold til konsekvenserne. Men dem overvejer Pippi på ingen måde. Hun overskrider hele tiden grænser, ikke fordi hun har lyst til at overskride andres grænser, men det gør hun bare. Det ikke at censurere sig selv, det har været en af udfordringerne. Jeg prøver at lægge vægt på en renhed og en måde at være ligefrem på, som jeg synes kendetegner Pippi, lyder det fra skuespilleren, der stort set ikke er af scenen under hele forestillingen. Og det er første gang, hun spiller sådan en bærende rolle i en forestilling. - Det er fysisk en ret krævende rolle, og jeg er fuldstændig gennemblødt af sved, når jeg er færdig. Men først og fremmest er det rigtig rigtig sjovt at spille Pippi, understreger Malin Rømer Brolin-Tani. Da stykket er en skoleforestilling, er der på forhånd solgt omkring 22.000 billetter til et børnepublikum, der kommer fra hele Region Nordjylland. Men det er muligt for interesserede at få billetter til skoleforestillingerne, der spiller mandag til fredag fra 25. januar til 4. februar og igen fra 24. februar til 31. marts. I samme periode er der to familieforestillinger hver lørdag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.