Barnebarn bad om hjælp: Så blev morfar sur!
Hans Jørgen Madsen gik til tasterne og skrev løs

72-årige Hans Jørgen Madsen er vinbonde på Glenholm syd for Løgstør. Foto: Bente Poder
NÆSBY:Hjælp mig, morfar...
Et nødråb fra barnebarnet, 14-årige Carla i Hadsten, gjorde for tre år siden morfar godt sur i skralden.
En mail fra barnebarnet i det midtjyske røg ind, mens Hans Jørgen Madsen gik hjemme på sin vingård, "Glenholm" i Næsby syd for Løgstør, og vinterbeskar de omkring 8000 vinstokke.
Carla var på sin skole havnet i en livlig diskussion med klassekammerater og lærer om, hvordan CO2 - kuldioxid - påvirker klimaet og giver drivhuseffekt.

Hans Jørgen Madsen, der er vinbonde på Glenholm, har skrevet en bog - om CO2. Foto: Bente Poder
Det ved morfar!
Det punkt vidste hun, at morfar hjemme på vingården i Vesthimmerland, der ligger med panoramaudsigt over Limfjorden, interesserer sig voldsomt for.
Og har skarpe holdninger til.
De skarpe og markante holdninger fik Carla sendt retur, så hun kunne diskutere videre med lærer og kammerater.
Men spørgsmålene fra barnebarnet satte samtidig gang i en tre år lang proces for Hans Jørgen Madsen, der nu har kastet en bog ud af.
- Jeg blev stiktosset, for det var tydeligt, at Carla var havnet i en diskussion, der var styret af CO2-panik, siger Hans Jørgen Madsen, som her tre år efter har kaldt sin bog "En pille mod panik".

Bogen udkom på Carlas 17 års fødselsdag. Foto: Bente Poder
Diskussion
Bogen, der netop udkommet, lægger an til "en CO2-diskussion på et oplyst grundlag", som Hans Jørgen Madsen udtrykker det - og Carla har naturligvis fået det første eksemplar.
Den fik hun på sin 17 års fødselsdag - samme dag som bogen kom ud.

Hans Jørgen Madsen med sin bod, der udkom på Carlas 17 års fødselsdag. Foto: Bente Poder
- Bogen er egentlig mest af alt en klimadebat med mig selv.
- Jeg har skrevet den for min egen skyld. Men mit mål er da naturligvis også, at den meget gerne må skabe debat hos andre, siger Hans Jørgen Madsen, der med sine 161 sider gør sit til at erstattet CO2-frygt med optimisme.
- Der er mange aspekter i klimadebatten, som vi normalt ikke hører om, fastslår Hans Jørgen Madsen, som er harmdirrende over, at børn og unge bliver skræmte af ensidighed i debatten.

Hans Jørgen Madsen. Foto: Bente Poder
- Jeg synes helt ærligt, at klima-fortællingen er gået i selvsving. Og det går ud over børn og unge. Jeg appellerer bare til, at vi lige bevarer roen og bruger fornuften, siger Hans Jørgen Madsen, der i sin research til bogen har brugt i hundredvis af nattetimer på Youtube for at få et mere nuanceret syn på CO2 og klimadebatten end det, han finder i danske medier.
Folk affinder sig med klimapolitikken, fordi de ikke tør stille spørgsmål.
Hans Jørgen Madsen.
- Folk affinder sig med klimapolitikken, fordi de ikke tør stille spørgsmål, lyder ræsonnementet fra Hans Jørgen Madsen.

Hans Jørgen Madsen vil skabe optimisme - ikke frygt. Foto: Bente Poder
Ked af det på børnenes vegne
- Man får nærmest det indtryk , at jorden er ved at gå under, og jeg bliver så ked af det på børnenes og de unges vegne.
- De bekymrer sig unødigt, lyder det fra vinbonden, der kommer med denne opfordring i bogen til børn og alle andre, der ikke kan sove på grund af CO2-bekymringer: Sov roligt og nyd tilværelsen.

En løftet pegefinger fra Hans Jørgen Madsen. Foto: Bente Poder
HANS JØRGEN MADSEN OG HANS BOG
- 72-årige Hans Jørgen Madsen driver sammen med sin familie vingården Glenholm syd for Løgstør.
- I år er det 30 år siden, familien etablerede vingården.
- Dengang var Hans Jørgen Madsen og hans familie vendt hjem efter en årrække i England, hvor han var konsulent og ydede import/eksport-bistand.
- Hans etablerede i sin tid virksomheden Scandi Byg i Løgstør. Den solgte hans til MT Højgaard, hvilket med hans egne ord har gjort, at han blev økonomisk fri til selv at bestemme over sin tid.
- Bogen "En pille mod panik" er trykt i 1500 eksemplarer.
- Den henvender sig ifølge Hans Jørgen Madsen til dem, som har børn eller børnebørn i den skolepligtige alder, dem som har manglet indsigt i en diskussion om CO2 og klima, dem som har "affundet" sig med klimapolitikken, fordi de ikke længere tør stille spørgsmål, men er nysgerrige, og dem som føler, at demokratiske spilleregler er sat ud af spil med hensyn til CO2- og klimapolitik.
Han slår dog selv fast, at hans synspunkt ikke er ensbetydende med, at vi ikke skal tænke i grøn omstilling og miljø.
- Selvfølgelig skal vi det. Men prøv da lige at få omsat al den energi, der bliver brugt på snak og skrivebordsarbejde til at arbejde med energibesparende foranstaltninger og miljøudfordringer.
- Hold nu helt op - tænk, hvad det ville kunne give!

Hans Jørgen Madsen. Foto: Bente Poder
- Vi skal i arbejdstøjet i stedet for at snakke.
- Indtil de gode alternativer er kørt ind, har vi tilstrækkelig med fossilt brændstof, som er effektivt og rimelig let tilgængeligt med kendt teknologi. Den kan vi bruge fornuftigt og rense for partikeludledning, så godt som muligt og leve vores liv som individer, der har lyst til at skabe - og sammen finder ud af det, lyder det fra Hans Jørgen Madsen.
Mere end i dag
Han understreger i sin bog, at der tidligere har været langt mere CO2 på jorden end der er i dag.
Men hvad vil du sige, hvis du møder en, som er virkelig bekymret for klimaet, fremtiden og al den CO2-udledning?
- Hvis det er et barn, vil jeg sige noget i retning af: Det er fint, du reagerer på alt det, du hører. Men CO2 er nødvendig mad for planter, og når vi får mere af det, bliver det rigtig godt for alle de planter, der er på jorden.

Hans Jørgen Madsen med sin bog. Foto: Bente Poder
- Hvis nogen prøver at fortælle dig, at CO2 får jorden til at brænde, blive til en ørken eller blive oversvømmet, skal du bare kalde på mig. Så tager jeg en snak med dem, for det kommer ikke til at ske. Vi er så gode til at finde på, så vi skal nok klare det.
- Men husk, du skal stadig rydde op omkring dig og på dit værelse - og smut så ud og leg!
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.