Nordjysk topkok: - Elisabeth og Brian går videre til VM
Endnu en gang er der nordjysk deltagelse ved det uofficielle em for kokke, Bocuse d'Or. Elisabeth Madsen fra Vindblæs er hjælper for chefkok Brian Mark Hansen. Her er hendes vurdering af EM's første dag.
Opdateret 24. maj 2022 kl. 12:11
NORDJYLLAND: De kalder hende queen-E ude på Svinkløv Badehotel. Danmarks commis ved europamesterskaberne for kokke, der lige nu finder sted i Budapest, Ungarn. Queenie fordi hun er dronningen af elev-konkurrencer de senere år og har vundet stort set alt, hun har deltaget i.
Onsdag skulle hun sammen med chefkok Brian Mark Hansen skaffe en placering, der kunne sende Danmark videre til verdensmesterskaberne, der foregår i Lyon til januar.
- Overordnet set, er vi meget godt meget tilfredse, lød det fra den beskedne kok, der altid kan finde håret i suppen og hullerne i osten.
- Når jeg er til konkurrencer, ser jeg altid fejlene. Der er jo altid noget, der kunne smage bedre eller se bedre ud, siger hun og fortæller, hvor lidt der egentlig gik galt.
- Ingenting. Brian og jeg havde en rigtig god stemning og god orden. Vi kørte alt til tiden, som vi havde planlagt til træningen, siger Elisabeth Madsen.
Selv om hun har vundet både det Nordjyske Mesterskab for Kokkeelever to gange, Young Chef to gange, Årets Vildtret og førstepladsen ved Skills i 2020, så er det lidt noget andet at deltage ved en konkurrence som Bocuse d'Or, hvor publikum sidder og overværer det hele fra tribuner.
- Folk råber som ved en håndboldkamp, for der er en helt anden stemning, end jeg er vant til. Men så kom jeg ind i "zonen" og lukker alt ude. Det er vigtig at kunne for at fokusere, når folk står rundt omkring og tager billeder og noter, siger den 21-årige kok.
Hun ved godt, at hun og Brian går videre til finalen, for alle planerne er overholdt, og der var ikke noget, der gik galt.
- Alt er kørt efter planen, og vi lavede ingen presserende fejl, der slog os ud af kurs, siger hun.
Men tror du, I går videre til finalen?
- Jeg vil ikke sige højt, at vi går videre, det gør jeg ikke, griner hun.
En af dommerne er danske Kenneth Toft-Hansen, der selv vandt finalen i 2019. Han har været med i forberedelserne op til konkurrencen og kender menuen indgående.
- Det gik rigtig godt i dag. Jeg bed mærke i den gode stemning og energi i køkkenet. Det var jo en ubekendt, hvordan de ville håndtere det pres, der var med de 3000 tilskuere, siger han.
- Jeg er slet ikke i tvivl om, de går videre til finalen. Queen-E er bare altid super ydmyg, indtil det modsatte er bevist. Men selvfølgelig går de videre, siger han.
I morgen er den sidste halvdel af deltagerlandene i køkkenet, og først derefter finder vi ud af, om Danmark kommer på podiet, går videre til vm eller må sige tak for denne gang.
- Hvis vi bare måler efter i dag, så er de sikre på podiet, slutter Kenneth Toft-Hansen.
- Kartoffel af sorten anuschka med svampe, dansk smør samt hvide og grønne asparges
- Anuschka-kartofler med æggeblomme og forårsblomster
- Syltet kålrabi med kvædegele, aromatiske urter og pommes souffle af anuschka-kartofler
- Ravioli med hasselnødder og rygeost
- Ærter, granny smith-æbler og verbena
- Mosaik af vildt og andelever med enebær og morkler.
- Vildtfilet i crouton
- Marmor af vildtkølle med morkler og kartoffel
- Asparges med granny smith og rygeost samt en ragout.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.