Ny chefkok skal sikre nye gastronomiske højder

1. april tager Peter Frydkjær kokkehuen på hos Himmerland Golf & Spa Resort

Arkivfoto: Bente Poder

Arkivfoto: Bente Poder

GATTEN:Fra 1. april 2020 er det Peter Frydkjær, der sætter den gastronomiske standard på Himmerland Golf & Spa Resort. Det skriver resortet på sin hjemmeside.

Peter Frydkjær har en karriere bag sig hos Michelin-restauranter i Norge og Frankrig - og nu bliver det Farsøs tur til at nyde godt af Frydkjær, som indtil i forsommeren var ansat hos Ruths Hotel i Skagen.

Himmerland Golf Spa Resort oplyser, at ansættelsen sker som en del af en ny strategi, hvor Peter Frydkjær blandt andet skal nytænke madkonceptet i resortets restauranter Brasseriet og Restaurant P.O.L.O.

- Vi skal yde maksimalt på mange forskellige pladser hos os. Med Peter er jeg sikker på, vi med tiden vil udvikle Himmerland Golf & Spa Resort i den gastronomiske retning, vi ønsker, siger direktør Mark Bering, som er stolt af at kunne tiltrække en kapacitet som Peter Frydkjær.

Vejen til Himmerland Golf & Spa Resort

Peter Frydkjær er uddannet kok i Skagen og har efterfølgende arbejdet på Michelin-restauranterne Lysebu Hotel i Oslo og Les Bacchanales i Frankrig. I Danmark har han bl.a. været assisterende køkkenchef på Restaurant Snerlen i Frederikshavn og køkkenchef på Ruths Hotel i Skagen. Nu forlader han en midlertidig ansættelse i Odense for i stedet at tiltræde som køkkenchef på Himmerland Golf & Spa Resort.

Peter Frydkjær ser frem til samarbejdet:

- Det trak i mig, at Himmerland Golf & Spa Resort skal til at starte forfra. Sammen med Mark og resten af holdet skal vi bygge det op sammen. Men det bliver en dag ad gangen. På et så stort sted som Himmerland Golf & Spa Resort vil vi gøre det i et tempo, så alle ansatte kan følge med. Jeg er klar til at give den gas, og det glæder jeg mig til, fortæller Peter Frydkjær til hjemmesiden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.