Røvede to butikker på en halv time: Så blev han anholdt

Nordjyllands Politi skriver på twitter, at de har anholdt en 23-årig mand

 <i>Lars Pauli</i>

Lars Pauli

HORNUM / OVERLADE: Nordjyllands Politi rykkede fredag eftermiddag ud til Daglibrugsen i Hornum, da en mand forsøgte at røve brugsen.

Det skriver Nordjyllands Politi på twitter.

Han truede personalet med en attrap-pistol, men det lykkedes ham ikke at få noget udbytte med fra brugsen, før han flygtede fra stedet i en sort bil.

En lille halv time senere slog manden til igen mod en anden brugs. Daglibrugsen i Overlade.

Her fik han et ukendt udbytte med sig. Men han nåede ikke at glæde sig over det særlig længe.

Nordjyllands Politi observerede 15.20 en sort bil, som de stoppede udenfor Overlade. I bilen sad en 23-årig mand, som de mener er gerningsmanden til de to røverier.

I bilen fandt de en attrap-pistol og i nærheden af bilen fandt de en pose med pengene fra røveriet i Overlade. Nordjyllands Politi skriver, at de ikke oplyser, hvor stort et beløb, der er tale om.

Den anholdte bliver lørdag fremstillet i grundlovsforhør.

Ifølge politiet er ingen kommet fysisk til skade ved røverierne.

Nordjyllands Politi vil gerne i kontakt med vidner, der kan have set manden køre fra Daglibrugsen i Hornum i en sort peugeot 508 med høj hastighed eller som har set bilen i Overlade.

Har du set noget, kan du kontakte politiet på 114.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden