Skyldte penge væk: 23-årig mand fængslet efter røveri og røveriforsøg

En 23-årig anholdt må tilbringe de næste fire uger bag lås og slå

Den 23-årige mand stak af fra røveriforsøget i Hornum, men røvede kort tid efter Daglibrugsen i Overlade. Arkivfoto: Lars Pauli <i>Lars Pauli</i>

Den 23-årige mand stak af fra røveriforsøget i Hornum, men røvede kort tid efter Daglibrugsen i Overlade. Arkivfoto: Lars Pauli Lars Pauli

HORNUM/OVERLADE:En 23-årig mand blev lørdag formiddag ved Retten i Aalborg varetægtsfængslet i foreløbig fire uger efter henholdsvis et røveriforsøg og et fuldbyrdet røveri mod to Daglibrugser i Hornum og Overlade. Det oplyser senioranklager ved Nordjyllands Politi, Torben Kaufmann Sørensen.

Manden er sigtet for begge forhold.

Fredag eftermiddag rykkede politiet ud til Daglibrugsen i Hornum, hvor den 23-årige med en hardballpistol forsøgte at røve dagligvarebutikken. Hardballpistolen kan nemt forveksles med et rigtigt våben.

- Manden fortalte ved grundlovsforhøret, at han kom ind i butikken i Hornum med hardballpistolen og sagde, at han skulle have pengene i en pose. Han kunne se, at ekspedienten blev forskrækket og trådte et skridt tilbage, og så besluttede han sig for at stikke af, siger Torben Kaufmann Sørensen.

Den 23-årige kørte fra Hornum i en sort bil, men allerede en halv time efter slog han til i en anden Daglibrugs i Overlade.

Her fik han cirka 10.000 kroner med sig, før han flygtede fra stedet. Han nåede dog ikke at have glæde af pengene særlig længe, for kort tid efter observerede Nordjyllands Politi en sort bil, som de stoppede udenfor Overlade. I bilen sad den 23-årige, som blev anholdt.

Samme sted fandt politiet hardballpistolen, og i nærheden af bilen lå posen med pengene fra røveriet.

Den 23-årige har i retten erkendt, at han stod bag røveriforsøget i Hornum og røveriet i Overlade.

I retten fortalte manden, at han følte sig presset til at begå røverierne, fordi han skyldte penge væk.

Han kærede ikke varetægtsfængslingen, oplyser anklageren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.