Forbrugerpolitik

Vi går glip af rabat på julegaverne

Mange af os har rabatkort - men vi bruger dem ikke

Der er penge at spare på julegaverne, hvis man hiver rabatkortene frem.Arkivfoto: Bente Poder
Der er penge at spare på julegaverne, hvis man hiver rabatkortene frem.Arkivfoto: Bente Poder Pressefotograf Henrik Bo

AALBORG: Snart begiver danskerne sig ud i landets butikker på jagt efter julegaver til deres kære, men det bliver ikke med rabatkortet i hånden, selv om det ligger i tegnebogen. Krisen i privatøkonomien lader dermed ikke til at kradse så meget, at der bliver sparet på julegaverne i år.

I en ny undersøgelse fra YouGov – foretaget for LO Plus – svarer 64 procent af danskerne, at de ikke har tænkt sig at bruge et fordels- eller rabatkort, når de køber årets julegaver. Kun hver 10. dansker går målrettet efter julegaver, som de kan købe med rabat.

Forklaringen på danskernes modvillighed over for rabatkort kan, ifølge Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen, skyldes, at danskerne ikke har styr på, hvor de kan få rabat.

- Vi siger ja tak til fordels- og bonuskort for at få gode priser, men vi giver os ikke den tid, der skal til for at høste de fordele, der er på vores kort. Vi er for dårlige til at sætte tid af til at ”læse på lektien”. Og det kommer man ikke uden om, hvis man vil nyde kortfordele. Men tiden er godt investeret, siger Ann Lehmann Erichsen.

Penge at spare

Især i julemånederne er der ellers mange penge at spare med rabatkort, hvis man investerer lidt tid i finde ud af, hvor man kan få rabat.

- Vi ved, at mange køber julegaver i god tid, og jeg vil påstå, at vi har tid nok til at undersøge vores rabatmuligheder. Vi må gøre det til en god vane at tjekke mulighederne, inden vi tager på indkøb og så lægge ruten derefter, lyder det fra Ann Lehmann Erichsen.

Hos LO Plus, der er en af Danmarks største fordels- og rabatordninger med 850.000 medlemmer, opfordrer man danskerne til at kigge nærmere på, hvilke rabatordninger man har adgang til.

- De fleste danskere er med i en eller anden form for rabatordning enten gennem deres arbejdsplads eller deres fagforening, og der er ofte penge at spare i de butikker, vi alligevel køber i. Det kræver bare, at man danner sig et overblik over, hvor man kan spare. Man kan jo lige så godt få den rabat på sine mange julegaver, siger Henrik Feldborg, administrerende direktør i LO Plus og nævner, at medlemmer af LO Plus eksempelvis får fire procent rabat på julegaverne i ComputerCity og 11 procent rabat hos Lampemesteren.

Ryd op i rabatkortene

Nordeas forbrugerøkonom anbefaler, at man med fordel kan rydde op i junglen af rabatkort for at skabe sig et godt overblik:

- Nogle kort egner sig bedst til, når du skal købe gaver og store ting, mens andre er gode i hverdagen. Hvis du vil have mere for pengene, skal du sætte dig ind i, hvad kortene kan. Så kan du også rydde ud i kortjunglen, så du kun beholder de kort, du faktisk bruger og hvor du ved hvad kortet kan, forklarer Ann Lehmann Erichsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden