Arbejdsmiljø

Vi piver over mødetiden

Hver femte brokker sig over, at de møder for tidligt - eller for sent

Hver femte af danskerne er utilfredse med deres mødetid. Arkivfoto
Hver femte af danskerne er utilfredse med deres mødetid. Arkivfoto Pressefotograf Henrik Bo

DANMARK: ”Gid jeg kunne møde en time senere på jobbet, så jeg kunne sove ud!”

Hvis du ofte har den tanke, er du ikke alene. Det skriver Avisen.dk.

Flere end hver femte dansker føler, at de møder enten for tidligt eller for sent i forhold til deres døgnrytme. Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Avisen.dk.

Det er rigtigt ærgerligt, mener Camilla Kring, formand for B-samfundet, der kæmper for mere fleksible mødetider.

- For mange mennesker betyder det sindssygt meget for både deres produktivitet og livskvalitet at kunne møde, når de er udhvilede, siger hun til Avisen.dk.

Mindre stress

I undersøgelsen svarer 12 procent, at de hellere vil møde senere, mens ni procent foretrækker at møde tidligere. Selvom det kan lyde forkælet hellere at ville arbejde på et andet tidspunkt af døgnet, er det noget, vi skal tage seriøst.

Det mener Anne Garde, arbejdsmiljøforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Hun har erfaring med forsøg, hvor medarbejdere selv vælger arbejdstiden.

- Vores erfaring er, at medarbejderne blev gladere og havde færre symptomer på stress. De kunne bedre få arbejde og familieliv til at gå op, og de følte sig mere udhvilede. Samtidig var de mere engagerede og gav på den måde arbejdspladsen en masse igen, fortæller Anne Garde til Avisen.dk.

Book en mødetid

Det kan de nikke genkendende til på Kirke Stillinge Plejecenter i Slagelse, hvor forsøget blev gennemført. Siden 2010 har medarbejderne selv bestemt arbejdstiden ved at booke vagter i et skema.

- De er blevet gladere og har mindre sygefravær. Nogle lægger vagterne, så det passer med familielivet, andre så det passer med døgnrytmen, siger Lilian Nielsen, der er leder af afdelingen til Avisen.dk.

Farligt at sove for lidt

Undersøgelser har vist, at mennesker, der sover for lidt, har større risiko for depression, hjertekarsygdomme, diabetes og for tidligt død. En skæv mødetid i forhold til døgnrytmen kan desuden være en stressfaktor. Det siger stresscoach Lene Marie Jensen.

- Hvis man i forvejen er under pres, kan man blive mere stresset af at skulle møde tidligt. Både fordi man får for lidt søvn, og fordi man føler, at der er for få timer i døgnet. Og så er manglende fleksibilitet på arbejdspladsen generelt med til at stresse, siger hun til Avisen.dk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden