Vi står ved en skillevej

leder Præsterne vil fries fra kirkeministerens og Christiansborgs styring ...

Den radikale kirkeminister, Manu Sareen, har om nogen evnet at bære ved til debatbålet om, hvorvidt folkekirken og staten skal lade deres veje skille. Og det sker, allerede inden Folketinget har førstebehandlet regeringens lovforslag om at gøre det muligt for homofile par at blive viet i folkekirken. Alt tyder på, at hver tredje præst er imod disse såkaldte homovielser - ja, faktisk føler mange, at først kirkeministeren, siden regeringen for at slutte med Folketinget gør sig skyldig i en helligbrøde - nemlig at forgribe sig på folkekirkens grundlag. Men spørgsmålet er, hvorfor denne fløj vælger at gå i clinch med Christiansborgs håndtering af denne sag. Folkekirken styres jo reelt fra Christiansborg, og det er i høj grad også herfra, pengene til præsternes lønninger kommer. Styringen er endda grundlovsfæstet, idet det i en af paragrafferne tydeliggøres, at folkekirkens forfatning skal ordnes ved lov. Derfor er det helt naturligt, at det er et flertal i Folketinget, der sætter dagsordenen. Derfor har hverken kirkeministeren eller Folketinget et behov for at retfærdiggøre det kommende lovforslag om homovielser over for folkekirken. Og hvorfor i øvrigt undre sig over det. Hvis kirken vil være herre i eget hus, er folkekirken nødt til at kæmpe for en frigørelse fra staten. Ellers må alle medlemmer - herunder naturligvis præster og sogneansatte - rette ind og acceptere, at kirkeministeren er folkekirkens retmæssige administrative leder. Samtidig burde kirkeministeren tænke sig ekstra godt om i forhold til den påtænkte frivillighed, der vil gøre det muligt for præsterne at melde pas i forhold til at udføre vielserne. For set i et administrativt lys er det jo accept af, at ens ansatte ikke vil udføre den service, de betales for, og som et folketingsflertal mener skal udføres.

Forsiden