Vild udvikling: Nu er der fisk, der gyder i hårdt plaget vandløb
Tæt samarbejde får livet tilbage i Hjørring Kommunes vandløb

Fra venstre lodsejer Lars Peter Boel, naturmedarbejder i Hjørring Kommune, Poul Træholt samt Michael Ejstrup og Claus Møller fra Lystfiskerforeningen for Liver Å. Privatfoto
Et tæt samarbejde mellem Hjørring Kommune, lodsejere og lystfiskere begynder nu at bære frugt.
I Skrævad Bæk, som er et sideløb i det hårdt plagede Liver Å system er det med en fælles indsats lykkedes at vende en ellers deprimerende udvikling. Liver Å har gennem årene været udsat for adskellige forureninger, ligesom der også har været foretaget en meget hårdhændet vedligeholdelse og udgravning, så levebetingelserne for fisk har været dårlige.
Men i Skrævad Bæk ved landmand Lars Peter Boels ejendom er der blevet foretaget frilægning og genslyng af vandløbet, ligesom der er blevet udlagt syv gydebanker, der består af store mængder grus i vandløbet.
Ved en besigtigelse i november, hvor der er højsæson for, at fiskene gyder, var det tydeligt at se, at minimum tre af de nyetablerede gydebanker var blevet brugt. De besøgte gydebanker stod tydeligt frem som lyse plamager i det ellers mørke vandløb.
- Vi kan jo tydeligt se herlighedsværdien i at få vandløbet frem og hvordan det kan bidrage til et andet og mere spændende landskab på ejendommen, siger Lars Peter Boel.

Nye gydebanker bliver brugt. Privatfoto
Fritlægningen af vandløbet og etableringen af gydebankerne er betalt af staten og EU i de statslige vandplaner, og lystfiskerforeningen har frivilligt lagt arbejde i at udplante de nyttige vandplanter, Vandranunkler og etableringen af gydebankerne.
Udviklingen af vandløbet er ikke færdigt. Næste tiltag bliver etablering af sandfang opstrøms i systemet. Store mængder sand i vandløbet er også ødelæggende for fisk og biodiversitet, men sandfangene betyder, at de sandet nemt kan tømmes ud af vandløbet.
Der arbejdes med lignende projekter med genslyng og udlægning af gydebanker andre steder i å-systemet og ligeledes i Uggerby Å.
Vandløbene i Hjørring Kommune har været meget langt nede og vende i forhold til fiskebestand, og det arbejdes der nu målrettet på at få ændret. I 2027 skal en stor del af vandløbene have opnået en god økologisk tilstand.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.