VKO-politik ikke omkostningsfri

Kære Morten Messerschmidt. Tak for dit åbne brev (19.1.).

Jeg er ganske enig med dig: Mange borgere i udkantsområderne - eller landdistrikterne, som jeg foretrækker at kalde dem - har det hårdt i øjeblikket. Konkurser, nedskæringer, arbejdsløshed, tvangsauktioner og manglende tro på bedre tider præger deres dagligdag. Dem, der har prøvet det, ved, hvor hårdt det er. Kære Morten: Jeg er nødt til at sige det: DF's gerninger gennem 10 års borgerligt styre har været medvirkende til, at situationen er, som den er. Du og dine partifæller i DF har faktisk været med til at træffe beslutninger, som har gjort det vanskeligere at være dansker i visse egne af Danmark. Jeg vil godt lige give et par eksempler. DF var med til at gennemføre en kommunalreform, som trak en række ting ud af de mindre befolkede områder i landet og lagde dem i de større provinsbyer. Der blev længere mellem politikere og borgere. Der blev længere til kommunekontoret. Der blev længere til uddannelse. Der blev længere til ældreplejen. DF var med til at gennemføre skattelettelser i tre omgange. Det var ikke skattelettelser, der gik til helt almindelig mennesker med helt almindelige job i yderområderne. Næ, det var skattelettelser, der gjorde de rigeste endnu rigere. Det var en check til direktøren i det nordlige København på 100.000 kr. mod lidt ekstra lommepenge på 1000-1500 kr. til svejseren på smedevirksomheden i Otterup. DF lagde stemmer til den såkaldte Genopretningspakke, som bl.a. forringede uddannelsesmulighederne for lønmodtagere og ledige, halverede dagpengeperioden og fordoblede genoptjeningskravet. Det var som en mukkert i panden på de mange specialarbejdere og håndværkere, som var blevet fyret. DF fremturede igen og igen - sammen med VK-regeringen - med udsagn om, at Danmark var ude af krisen. I så totalt bort fra, at både nationale og internationale økonomer var enige med blandt andre Socialdemokratiet i, at krisen langt fra var ovre. Resultat? Endnu flere tabte job. Endnu flere ledige. Endnu flere danskere med brudte drømme og opsplittede liv. Danmark tabte i de sidste år af jeres regeringstid mere end 180.000 job i industrien, i byggeriet og i andre dele af den private sektor. Mere end 100.000 måtte stille sig op i arbejdsløshedskøen, langtidsledigheden eksploderede, og rigtigt mange unge blev parkeret på sidelinjen. Det var og er ganske enkelt en katastrofe. Den regering, jeg er en del af, vil faktisk rigtigt gerne have et Danmark, hvor alle borgere ser en god fremtid for sig selv og sine. Det er det, vi har arbejdet for i mere end 100 år. Det er det, Socialdemokratiet bygger på. Vi tager alle danskeres problemer alvorligt. Og det er ikke kun slesk tale og billig rødvin. Vi skaber job i den private sektor med vores kickstart for mere end 18 mia. kr. Vi giver langt bedre mulighed for, at ledige og lønmodtagere kan videreuddanne sig, og vi udskyder halveringen af dagpengeperioden med et et halvt år. Derudover prøver vi af al magt at lande et bredt energiforlig, som også kan skabe nye varige arbejdspladser i Danmark. Vi mangler bare jeres underskrift. Kære Morten: Den politik DF, V og K førte i 10 år ramte rigtigt hårdt i yderområderne. Jeres politik var ikke omkostningsfri. Den var med til at sætte Danmark i et økonomisk slæbegear. Den var med til at bygge en gæld på 100 mia. kr. op. Den var med til at efterlade visse dele af Danmark i "pitten" uden reservedele. Det er ikke forbudt at blive klogere i dagens Danmark, og jeg er glad for, at du engagerer dig i sagen. Men lad os starte med at blive enige om, at du, Pia, Kristian og Peter ikke formåede at klargøre Danmark til krisen, da konjunkturerne var i top. Tværtimod. Tag selv en tur derud og se det ved selvsyn. Hør indbyggernes historier og vurder selv, hvor godt I har gjort det.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.