Røverier

Voldeligt røveri i kiosk - kvinde slået i ansigt

Røver-par taget på fersk gerning i Aalborg-kiosk

Politipatruljer nåede hurtigt frem til gerningsstedet. Modelfoto: Michael Koch
Politipatruljer nåede hurtigt frem til gerningsstedet. Modelfoto: Michael Koch

Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:38

AALBORG: En kvindelig ekspedient blev slået i ansigtet og måtte på skadestuen efter et voldeligt røveri mod en kiosk i Aalborg onsdag eftermiddag.

Røveriet skete ca. kl. 17.20 i Fjordkiosken på Kastetvej 116 i Aalborgs vestby.

Her gik en ung mand og en ung kvinde ind i kiosken og greb fat i den kvindelige ekspedients hænder, mens de slog hende i ansigtet, oplyser vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.

Et mandligt vidne i kiosken blev slået i baghovedet.

Det lykkedes for det voldelige par at true sig til penge, men politiet var fremme på stedet efter få minutter og anholdt parret med udbyttet.

Politiet sendte både en hundepatrulje og flere patruljevogne til kiosken.

De anholdte er en 27-årig mand og en 22-årig kvinde fra Aalborg-området, oplyser politiets vagtchef.

Parret skal onsdag aften afhøres på politigården i Aalborg. Politiet kan endnu ikke sige, hvordan parret forholder sig til røverisigtelsen, men de blev taget på fersk gerning, påpeger vagtchefen.

Mens den kvindelige ekspedient i kiosken måtte til behandling på skadestuen efter det voldsomme røveri, slap vidnet - der blev slået i baghovedet - mere nådigt fra volden.

Politiets jurister skal nu vurdere, om det røverisigtede par skal fremstilles i grundlovsforhør torsdag med krav om varetægtsfængsling.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden