Jeg hepper på mine børn, mens jeg langsomt får en hjerneblødning

SYNSPUNKT: - Har I set jeres storesøster, spurgte jeg og så mig omkring på legepladsen.

Mine to yngste børn sad i efterårssolen ved sandkassens legehus, helt fordybede i at producere sandkager sjældent set flottere til den restaurant, de netop havde åbnet. 

Så selvfølgelig var der ingen af dem, der havde tid til at svare. Men min mellemste pegede bare skråt opad. Mod det træ, vi befandt os lige ved siden af.

Og minsandten.

Da jeg først fik lagt nakken tilpas langt nok tilbage, fik jeg øje på hende. Min førstefødte. Min evige bekymring.

Langt, langt oppe - så langt oppe at jeg måtte kvæle et lille gisp og undertrykke et sug i maven - stod hun mellem trækronens endnu grønne blade og vinkede til mig.

Lige dér var der kun én rigtig ting at sige. Men det gør ondt på mig hver gang at skulle sige det.

For det går imod alle mine instinkter.