Wieghorst vil se flere chancer og mål
AaB’s opstilling i Haderslev har sit udspring i træner Morten Wieghorsts fokus på offensiven
Opdateret kl. 13:04
FODBOLD: Fredag stillede AaB i en klassisk 4-4-2, da nordjyderne vandt 1-0 over SønderjyskE.
Træner Morten Wieghorst sendte altså to angribere ind i startopstillingen - Pavol Safranko og Jannik Pohl. I den seneste sæson har sidstnævnte ofte spillet alene i front.
- Mere generelt vil vi gerne skabe flere chancer og score flere mål i forhold til sidste sæson. Det var startopstillingen ligesom et udtryk for, siger Morten Wieghorst.
Derudover tog cheftræneren også højde for ændringer i SønderjyskE’s opstilling. De spillede nemlig også i en 4-4-2, hvilket AaB-lejren havde luret.
- Vi vidste på forhånd, at de nok ville spille med to angribere. Sidste sæson spillede de med fem midtbanespillere, og i forhold til det ville vi ikke komme i undertal centralt, forklarer han.
AaB vandt kampen på et frisparksmål af Kasper Kusk.