Historisk: Grønt lys for selvkørende busser i Aalborg Øst

For første gang i Danmark er der givet tilladelse til forsøg med selvkørende busser - se hvornår det forventes at busserne tager passagerer med

Transportminister Benny Engelbrecht (S) ser store perspektiver i forsøget i Aalborg Øst.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) ser store perspektiver i forsøget i Aalborg Øst.

AALBORG:Som det første sted i Danmark er der nu givet tilladelse til forsøg med selvkørende busser i Aalborg Øst, hvor tre identiske køretøjer skal køre på Astrupstien på en strækning på 2,1 kilometer.

- Det er ekstremt spændende at kunne få testet teknologien og på en måde, så man også får høstet konkrete erfaringer på den strækning, som Aalborg sætter i gang og med potentiale for, at strækningen kan udvides og forlænges, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Grafik:

Nu skal busserne, der må køre med op til 18 km/t, ud på en række testkørsler, før døren åbnes for passagerer.

- Det er meget vigtigt at få draget nogle erfaringer med, hvordan folk benytter sig af den her transportform. Det synes jeg er det mest interessante, for det som teknologien kan, synes jeg er relativt velbeskrevet, siger Benny Engelbrecht.

Han mener bl.a., at det er spændende at finde ud af, om den selvkørende bus bliver benyttet mere end, hvis der havde været tale om en bemandet bus.

De tre busser, der skal køre på strækningen må køre med op til 18 km/t

De tre busser, der skal køre på strækningen må køre med op til 18 km/t

- Der er rigtig mange interessante perspektiver i det her, som du i bund og grund først kan få belyst, når busserne begynder at blive anvendt i praksis.

Transportministeren mener, at der er store perspektiver i forsøget, hvis eksempelvis bybusser på sigt også kan blive selvkørende.

- Når man generelt kigger på autonom kørsel, så må man sige, at så er den kollektive transport noget af det, der er mest interessant, siger Benny Engelbrecht, der bl.a. nævner førerløse metroer rundt omkring i verden.

Oda kører i Oslo

I Oslo er der gang i et lignende forsøg, hvor bussen ”Oda” kører fra Oslo-båden og ind til bymidten. Og her har passagerer testet sikkerheden på en noget usædvanlig måde.

- Man har for eksempel konstateret, at der er mange, der fornøjer sig med at gå lidt i vejen og se hvordan den her selvkørende enhed agerer, hvis man pludselig står i vejen for den.

Han er spændt på, om nordjyderne vil agere på samme måde.

- Er det noget, som man også gør, eller er nordjyder mere nøgterne og koldblodige mennesker, der bare tænker, at hvis jeg kan komme hurtigt fra punkt a til punkt b med 18 km/t, så er det bare dejligt.

Sikkerheden har i sagens natur ekstra fokus.

Etapeinddeling

- Selvfølgelig, og derfor er der også en etapeinddeling, hvor man starter med, at bussen kører rene testkørsler uden passagerer, og når man har sikret at alle rutiner er på plads, så går man videre til næste fase, hvor man tager passagerer med.

Selvom der ikke er chauffør med, så er der en vært med ombord i hvert fald i begyndelsen.

Flere ansøgninger

Der er i øvrigt flere ansøgninger om selvkørende busser rundt om i Danmark, men Aalborg er et oplagt sted at starte mener ministeren med henvisning til bl.a. trafikforskningen på Aalborg Universitet.

Det grønne lys har været længe undervejs, erkender ministeren.

- Det er fordi, at vi skal være sikre på, at der er styr på sikkerheden, og der er mange procedurer frem og tilbage.

Han er fortrøstningsfuld ved at lukke de førersløse busser ud af garagen.

- Alt er dokumenteret, og alt er sikkert i forhold til at gå ind i den første fase.

Passagerer i februar

Hos Aalborg Kommune går man nu sammen med virksomheden Holo i gang med at testkøre busserne, og ifølge projektleder Maria Vestergaard er man henne i februar, før man er klar til at køre med passagerer.

- Vi har alt klart, men vi har ikke kunnet teste busserne på stien, før vi har den her tilladelse, siger Maria Vestergaard.

Nu skal der laves finprogrammering af fart og stoppesteder med mere.

- Vi har nogen inde over til at risikoanalysere det, og vi har en assessor, der er den her uvildige tredjepart til at godkende, så derfor tager det noget tid.

Kommunen har ikke nogle vurderinger af, hvor mange passagerer man forventer vil hoppe på bussen.

- Men vi bliver jævnligt ringet op af folk i Aalborg Øst, der glæder sig til, at den kommer.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.